Kongemagerne spillede kort om regeringsdannelse til erhvervslivets topmøde

https://vimeo.com/754353123

”Danmark har mere brug for en danmarksregering end, vi har brug for Danmarksdemokraterne,” lød det fra Lars Løkke Rasmussen i en underholdende debat med Inger Støjberg og Sofie Carsten Nielsen ved DI’s topmøde i Royal Arena.

Kronprinsesse Mary træder ind i Royal Arena, hvor de over 2.000 fremmødte rejser sig og giver hendes kongelige højhed en klapsalve.

Men kort efter, kommer moderator Karin Cruz Forsstrøm pludselig tilbage på scenen og beder hele salen sætte sig igen "for at snakke med sidemanden."

Lars Løkke Rasmussen, Sofie Carsten Nielsen og Inger Støjberg - der til sammen udgør trioen "kongemagerne" ved DI-topmødet - har paradoksalt nok endnu ikke selv har indfundet sig i arenaen.

De er på vej, lyder det.

De kommer for sent, da partilederne har været til orientering i Statsministeriet om gasudslippet i Østersøen.

Støjberg angriber Radikales tillid til statsministeren

Mindre end ti minutter senere er 'kongemagerne' dog at finde på Amager og indtager arenaens scene. 

Her lægger Inger Støjberg hårdt ud ved at tordne imod både Lars Løkke Rasmussen og Sofie Carsten Nielsen for begge at ville pege på Mette Frederiksen.

”Du har tillid i nogle dage, så har du så ikke tillid, og så får du tillid igen,” sådan henvender Inger Støjberg sig til Sofie Carsten Nielsen til stor latter blandt de fremmødte.

Moderaternes formand mener, at Inger Støjberg fokuserer alt for meget på statsministerposten frem for det konkrete politiske arbejde. 

"Jeg er ikke optaget af at pege på nogen. Jeg er optaget af at pege på noget," siger den tidligere Venstre-statsminister. 

Løkke: "Jeg hader det der blå og røde"

Lars Løkke Rasmussen fortsætter med at italesætte problemerne i samfundet, og hvordan han mener, at blokpolitikken forhindrer løsningerne.

Den analyse erklærer Sofie Carsten Nielsen sig enig i.

Alligevel fastholder Inger Støjberg, at hun udelukkende vil pege på en ren borgerlig regering.

”Hen over tid har det vist sig umuligt at føre regeringer hen over midten, så vi kommer til at pege på en blå statsminister,” lyder det fra Inger Støjberg.

Det tirrer den tidligere statsminister.

”Jeg hader det der blå og røde. Da jeg startede i politik, var der ikke statsministerdueller. Det var noget, vi opfandt i Venstre sammen med Socialdemokratiet, fordi vi var de to store, og det var sjovere at holde de andre ude," siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter: 

"Man finder de bedste løsninger, hvis man sætter sig ned hen over den politiske midte.” siger han til begejstring og klapsalver i Royal Arena.

Forrige artikel Se med, når Dansk Industri holder topmøde Se med, når Dansk Industri holder topmøde Næste artikel Wammen præsenterer 2030-plan i krisetid: ”Vi har råd til basispakken” Wammen præsenterer 2030-plan i krisetid: ”Vi har råd til basispakken”