Overblik: Ny overenskomst for ansatte i regionerne

OK21: Den nye overenskomstaftale for de regionalt ansatte er faldet på plads, og den betyder blandt andet lønstigninger på 5,02 procent over de næste tre år.

Lørdag formiddag landede den tredje og sidste overenskomstaftale i denne omgang overenskomstforhandlinger, efter aftaler på statens og kommunernes område er faldet på plads tidligere på måneden.

Aftalen betyder generelle lønstigninger på 5,02 procent for de over de næste tre år, ligesom der blandt andet oprettes en ny lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø.

Anders Kühnau, der er chefforhandler for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, er glad for aftalen:

”Med penge til både generelle lønstigninger og en række indsatser rettet mod attraktive regionale arbejdspladser, mener jeg, at det er lykkedes os at lande en god aftale, der er til gavn for både medarbejdere og patienter,” siger Anders Kühnau i en pressemeddelelse.

Også forhandlingsfællesskabets forhandlingsleder, Grete Christensen, er tilfreds med aftalen:

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været nogle svære forhandlinger, præget af Corona og den deraf følgende usikkerhed om økonomien. Under de givne forudsætninger, er dette resultat det bedst opnåelige” siger Grete Christensen i en pressemeddelelse.

”Det er lykkedes os at lande en aftale for de næste tre år, der sikrer reallønnen for alle ansatte og en videreførelse af reguleringsordningen, så lønudviklingen i regionerne følger med den private lønudvikling. Det er et tilfredsstillende resultat i lyset af omstændighederne,” fortsætter hun.

Aftalen gælder for de næste tre år. Se hovedpunkterne herunder.

Forrige artikel Enighed om ny overenskomst: Kommunalt ansatte får lønstigninger Enighed om ny overenskomst: Kommunalt ansatte får lønstigninger Næste artikel Velfærdsoverblikket: Ny epidemilov og en viceborgmester i Ferrari Velfærdsoverblikket: Ny epidemilov og en viceborgmester i Ferrari