Forskere: Den danske model skal ikke byttes ud med norske idealer

Af Jens Arnholtz og Søren Kaj Andersen
Arbejdsmarkedsforskere, FAOS, Københavns Universitet

Lektor Laust Høgedal foreslår almengørelse som en løsning på underbetaling i arbejdsmarkedet i et debatindlæg på Altinget 16. maj. Vi savner det forskningsmæssige belæg for, at det skulle være en god idé.

I debatten om det danske arbejdsmarkeds udfordringer har der været mange rosende ord om den danske model. Nogle peger på dens lange historik, andre på aftaleautonomiens mange fordele. Vi vil tillade os at tilføje endnu en kvalitet, nemlig at den danske aftalemodel er levende.

Den danske aftalemodel er ikke bare en række formelle procedurer for, hvordan arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer sammen regulerer arbejdsmarkedet, men indebærer også, at arbejdstagere og arbejdsgivere på arbejdspladserne forholder sig til og aktivt bruger overenskomsterne.

Der er liv i modellen – ikke bare i de centrale forhandlinger – men også lokalt på arbejdspladserne. Lokale forhandlinger og medarbejderrepræsentation er med til at sikre, at regler bliver håndhævet, og centrale forhandlere får tilbagemeldinger om de udfordringer, der opstår ude i landet.

Det er en af grundene til, at den danske aftalemodel kræver høj organisering på både arbejdstager- og arbejdsgiverside.

Håndhævelse er afgørende
For en årrække siden mindede aftalemodellerne i lande som Tyskland og Holland meget om det, vi kender herhjemme. Men der var bare ikke rigtigt liv i modellerne. Organiseringen blandt lønmodtagerne faldt år efter år, og aktiviteter på arbejdspladserne med at fortolke og bruge overenskomsterne døde ud.

Følgelig blev bestemmelser ofte ikke håndhævet. I dag har disse lande enten mindsteløn, almengjorte overenskomster eller begge dele. Problemet er bare, at det ikke nødvendigvis hjælper så meget, når der ikke følger en effektiv håndhævelse med.

I den tyske bygge- og anlægssektor er fagforeningerne ganske enkelt for svage til at kontrollere, hvorvidt almengjorte overenskomster håndhæves. Den opgave er i høj grad overladt til statslige myndigheder, og deres indsats bestemmes af de ressourcer, politikerne vælger at tilføre området.

I Holland er overenskomsterne også almengjort i byggebranchen, men et sted mellem en tredjedel og halvdelen af arbejdstagerne er i dag registreret som selvstændige – måske tvunget af arbejdsgiverne – og er dermed hverken omfattet af mindsteløn eller almengjorte overenskomster.

Både arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer er dybt bekymrede, men de har svært ved at puste nyt liv i modellen. Norge bliver fremhævet for at almengøre overenskomster. Det startede i byggebranchen, men har nu bredt sig til flere dele af arbejdsmarkedet.

Nogle undersøgelser peger på, at almengørelsen har hjulpet med at sætte et mindsteniveau for de udenlandske arbejdstagere, men at der også er skabt et klart skel mellem et norsk A-hold, der tjener klart mere end mindsteniveauet, og et udenlandsk B-hold, som fagbevægelsen ikke formår at løfte lønmæssigt.

Samtidig er organiseringsgraden i for eksempel den norske byggebranche raslet ned, arbejdsprocesserne indrettes efter brugen af billig arbejdskraft, og norske unge søger ikke længere ind på de erhvervsuddannelser, der giver adgang til branchen.

Almengørelse i Danmark
Vi behøver dog ikke kigge til udlandet for at få syn for, at den daglige håndhævelse er altafgørende. EU-udvidelsen i 2004 medførte, at Folketinget vedtog en overgangsordning, som krævede at arbejdstagere fra de nye medlemslande arbejdede på overenskomstlignende vilkår.

Håndhævelsen af ny lovgivning er en myndigheds- og politiopgave, men når politiet skulle prioritere opgaver, kom tjek af lønsedler ikke i forreste række. Regler kan være nok så gode og alment gældende, men uden effektiv håndhævelse har de ringe effekt.

Et andet eksempel er det store metrobyggeri i København, hvor Metroselskabets arbejdsklausuler de facto betyder, at alle virksomheder, der udfører opgaver på projektet, er overenskomstdækket. Man kan altså sige, at der her er sket en form for almengørelse for dette konkrete projekt.

Men det har ikke forhindret adskillige sager om overenskomstbrud og underbetaling. I Metroselskabets nye kontrakter er der derfor tilføjet både en række håndhævelsesforanstaltninger og et krav om, at de nye virksomheder indgår i dialog med danske fag- og arbejdsgiverforeninger.

Gennem lokal dialog er det hen ad vejen lykkedes at finde fælles løsninger, som almengørelse ikke ville have skabt. Det er altså den levende model, som virker.

Ingen snuptagsløsninger
Når man hører om lastbilchauffører, der bor i slumlejre, eller om underbetalte udenlandske byggearbejdere, kan en lovfastsat mindsteløn eller lovgivning, der gør det muligt at almengøre kollektive overenskomster, fremstå som fristende snuptagsløsninger.

Problemet er bare, at sådanne tiltag ikke nødvendigvis løser problemer med underbetaling og elendige arbejdsvilkår for udlændinge. Forskning fra hele Europa viser, at nok så gode regelsystemer ikke hjælper meget uden effektiv håndhævelse, for eksempel via brug af overenskomstbestemmelser og dialog på arbejdspladserne.

Det stiller selvsagt krav til organiseringen af lønmodtagere og arbejdsgivere. På dele af arbejdsmarkedet ligner dette et langt og slidsomt træk. Problemet er bare, at snuptagsløsninger om mindsteløn og almengørelse risikerer at underminere det aftalesystem, som ellers roses fra stort set alle sider.

Hvorfor være med i en fagforening, hvis det er staten, der udbreder overenskomsterne? Hvorfor være med i en arbejdsgiverforening, hvis almengørelsen allerede sikrer fredspligten?

debat@altinget.dk