V: Ulandsbistand er i Danmarks egen interesse

DEBAT: Vi skal blive bedre til at kommunikere, at Danmark har en klar interesse i, at der skabes en bæredygtig udvikling i verdens fattigste lande, skriver Michael Aastrup Jensen (V).

Af Michael Aastrup Jensen
Udenrigsordfører (V)

Den folkelige opbakning til udviklingsbistanden er vigtig. Danmark er et af de lande i verden, der bruger den største andel af vores BNP på udviklingsbistand. Langt de fleste EU-lande, også dem vi normalt sammenligner os selv med, halter markant efter Danmark.

Danmark er med til at gøre en forskel for verdens absolut fattigste med vores bistand, men det kan vi kun gøre, fordi der traditionelt set har været en meget solid folkelig opbakning til, at Danmark bruger et stort beløb på udviklingsbistand. Hvis den folkelige opbakning skal bibeholdes, så er det afgørende, at der er en bred forståelse for, hvad pengene går til og hvorfor vi giver pengene.

Vi skal blive bedre til at kommunikere, at Danmark har en klar interesse i, at der skabes en bæredygtig udvikling i verdens fattigste lande. Vi ser dagligt, at tusinder begiver sig ud på en farefuld rejse mod Europa. Det er typisk unge mænd. De kan være fra Afrika eller Afghanistan. Fælles for dem alle er, at de er på vej væk fra fattigdom og en udsigtsløs fremtid.

Værn mod folkevandringen 
Udsigterne er dog ikke meget bedre i Europa. En illegal tilværelse fører sjældent til job, og hvis den gør, er det ringe betalt og med kummerlige levevilkår. Det med at gå fra at være opvasker til at være hotelejer er en drøm, som de færreste nogensinde kommer i nærheden af. I stedet er der mange, der ikke engang bliver opvaskere, men må nøjes med at samle flasker eller sælge tingeltangel på gader og stræder i Europas storbyer. Det er uholdbart både for os og for dem, der med lovning om et kontinent, der flyder med mælk og honning, drager ud på en livsfarlig rejse. De eneste, der vinder på denne ulykkelige folkevandring, er de skrupelløse menneskesmuglere.

Vi skal derfor bruge udviklingsbistand som et redskab i kampen mod at undgå en folkevandring mod Europa. For det er også en folkevandring mod Danmark. Ved hjælp af en effektiv og i internationale sammenhænge generøs dansk udviklingsbistand er Danmark med til at tage ansvar for både os selv og resten af Europa. Det er jeg sikker på, at de fleste danskere kan se den sunde fornuft i. Vi skal for alt i verden sikre os, at Danmark ikke igen bliver løbet over ende af migranter, sådan som det var tilfældet i nogle måneder i efteråret 2015. Her spiller udviklingsbistanden en vigtig rolle. Den kan være med til at sikre bedre fremtidsmuligheder i de lande, hvor eneste fremtidsmulighed for de store årgange af unge er at søge væk og mod Europa.

Forrige artikel Tørnæs: Der skal tænkes ud af boksen Tørnæs: Der skal tænkes ud af boksen Næste artikel Forsker op til NATO-topmøde: Trump gør fred i Afghanistan mere utopisk Forsker op til NATO-topmøde: Trump gør fred i Afghanistan mere utopisk