Røde Kors: Vi skal ikke kun tale til de frelste i vores fælles ekkokammer

Af Anders Ladekarl
Generalsekretær i Røde Kors

Hvis alle alligevel gør og mener det samme, hvorfor så være mere end én?

Det er en gammel og ufravigelig sandhed, at image smitter af. Hvis en sektor – som for eksempel nød- og udviklingsorganisationer – har et brodent kar i sin midte, så påvirker det omverdenens syn på hele sektoren. Hvad kan man lære af det? Selvjustits er vigtigt, og vi er alle sammen nødt til at opføre os ordentligt. Det er ikke den logik, jeg udfordrer i det følgende.

Men det er en anden ufravigelig sandhed fra image-havet, at forskellige budskaber og aktiviteter appellerer til forskellige målgrupper. Derfor er tankegangen om, at vi skal koordinere og være enige om alting ikke så klog igen. Den er faktisk helt gal. Vi skal ikke være bange for at være uenige – for det er resten af verden også.

Nye målgrupper
De budskaber, som vi sender eller ikke sender, påvirker hele sektoren og den måde, danskerne ser os på. Når man ser det på den måde, vil man også forstå, at vi meget hurtigt ved egen hjælp kan skære vores kommunikation på en sådan måde, at vi kun ender med at tale med de frelste i vores fælles ekkokammer. Vi har behov for at få samtalen om hjælpearbejdet hevet ud af den lidt besynderlige ’Parnas-tankegang’, der præger den.

Vi er for nærtagende over for de tiltag, andre organisationer gør (ingen nævnt, ingen glemt – men alle skal se indad, også Røde Kors). Hvis hele sektoren insisterer på at tale med én stemme, så bliver det enten vældig kønsløst, eller vi får skåret os ind til en målgruppe, som i virkeligheden ikke er særlig interessant, for den bakker allerede helhjertet op om udviklingsbistanden.

Men hvad med dem, der ikke synes, at ulighed er det vigtigste problem? Eller dem, som ikke tænker, at en ligestillingskonference er så afgørende lige nu – eller dem, som mener, at det ER helt afgørende. Vi er forskellige. Vi arbejder forskelligt. Og så skal vi helt indlysende også kommunikere forskelligt.

Er det som om 70’erne aldrig helt har forladt bygningen? Tiden er kommet til at afskaffe den musketer-tænkning og nøjes med at være gode kolleger, som tilbyder forskellige danskere forskellige ting?

Fokus på humanitære formål
Vi mener i Røde Kors at en væsentlig større andel af de penge, som Danmark nu en gang bruger på området, bør anvendes til humanitære formål. Som jeg skrev i mit seneste indlæg, så er det åbenlyst for enhver, at de humanitære behov rundt om i verden er meget betydelige.

Og dette bør naturligvis afspejle sig i den måde, vi bruger vores penge på. Jeg tror også, at rigtig mange danskere deler denne logik, og derfor vil en øget satsning på det humanitære område ganske givet også bidrage til en øget opbakning bag Danmarks samlede indsats. Vi peger selv hele tiden pilen derhen, hvor problemerne er størst … hvorefter vi bruger størstedelen af pengene på noget andet. Det giver næppe meget mening i hovederne på befolkningen … faktisk giver det i det hele taget ikke så meget mening.

Andre i sektoren vil være uenige i ovenstående, og det gælder jo ganske givet også dele af befolkningen (vores analyser viser nu, at det er en begrænset del af befolkningen).

Men pointen er, at det er fint, at vi er uenige, for det gør, at sektoren i sin helhed appellerer bredere. Dermed skaber vi forudsætningerne for, at flere engagerer sig og flere bakker op. Konkurrencen er sund – og forsøg på at ensrette og pindehugge om, at vi sammen skal mene det ene eller det andet leder kun til, at færre og færre føler, at de kan identificere sig med os.

Nogle organisationer har forudsætninger for at appellere bredt, mens andre naturligt taler til et smallere publikum. Men INGEN kan tale med lige stor vægt til alle. Vi skal være lige så forskellige, som befolkningen er, hvis vi vil have bred opbakning.

debat@altinget.dk