UNDP: Internationalt samarbejde skal sikre omstrukturering af gæld

Af Camilla Brückner og Lars Jensen
Hhv. direktør, UNDPs nordiske kontor, og økonom, UNDPs policy kontor

Et rekord stort antal udviklingslande har i år fået nedjusteret deres kreditvurdering, herunder seks lande grundet misligholdelse af gæld, og mange flere har svært høje gældsbyrdeindikatorer. Det vil påvirke mulighederne for at nå de 17 verdensmål, også når covid-19 har sluppet sit greb.

Allerede før den globale pandemi så dagens lys, havde gældsbyrden i mange lande nået et kritisk niveau. Men situationen er stærkt forværret af pandemien, fordi den har medført et brat fald i den økonomiske vækst og de offentlige indtægter samt eksportindtjening og valutareserver, alt imens landene fortsat forventes at skulle betale af på store mængder gæld.

Særlig de lavere mellemindkomstlande har en stor obligationsgældsbyrde, som først forventes at toppe i 2024.

Færre midler til offentlige serviceydelser
Uden hjælp kan lande blive tvunget til at refinansiere gæld i en presset situation og optage nye lån med lavere kreditvurdering og dermed højere renter og/eller ende med at skulle foretage drastiske besparelser på de offentlige budgetter.

Resultatet vil være, at der bliver endnu færre midler til rådighed til at understøtte basale offentlige serviceydelser og hårdt trængte befolkningsgrupper. Mange lande vil have endnu færre midler til at nå de 17 verdensmål.

Ifølge Den Internationale Valutafond forventes knap en tredjedel af alle lande at få en lavere realvækst de kommende fem år sammenlignet med de fem år før covid-19. To tredjedele af disse lande er udviklingslande.

Sytten af de fattigste lande er at finde blandt de top 20 lande, hvor væksten vil aftage mest, og 13 er allerede i gældsnød eller med høj risiko for samme. Svage offentlige finanser har gjort det vanskeligt at håndtere den nuværende krise.

Mens de rigeste lande i gennemsnit har brugt omkring 6 procent af bruttonationalproduktet (BNP) på ekstra offentlige udgifter i kampen mod pandemien, har de fattigste kun brugt lidt over 2 procent  - og dette medregner ikke tiltag til understøttelse af likviditet, som ville gøre forskellen betydeligt større.

Gunstige incitamentsstrukturer
Mange udviklingslande har et akut likviditetsproblem – der er simpelthen ikke nok penge på kontoen. Det vil derfor være rationelt at udvide G20’s Debt Service Suspension Initiative samt øge allokeringerne af Den Internationale Valutafonds ’special drawing rights’ og gå til donorerne i håb om flere bistandsmidler.  

Likviditetstøttetiltag er nødvendige, men de er ingen løsning for lande med solvensproblemer. Disse lande må søge at omstrukturere deres gæld til et holdbart niveau, hvilket vil kræve deltagelse af både officielle såvel som private kreditorer.

Selvom der er god evidens for, at forebyggende omstruktureringer er mindre omkostningsfulde, venter lande oftest til det er for sent. Internationale institutioner må hjælpe med at skabe en gunstigere incitamentsstruktur for at fremme en tidligere omstrukturering, mens de multilaterale udviklingsbanker og donorer samtidig må stå klar med øget støtte for at hjælpe landene videre, når processen er startet.

Fuld gennemsigtighed og demokratiske processer er vigtige, og fremtidige gældskontrakter bør lettere eller helt automatisk kunne omstruktureres.

Vi må de tackle underliggende årsager
Det er ligeledes vigtigt at tackle de underliggende årsager til at gælden (igen) er nået et uholdbart niveau. Gældseftergivelserne i den første halvdel af 00’erne forbedrede landenes gældsbyrdeindikatorer og faldt sammen med begyndelsen af et bredt opsving i råvarepriserne.

Senere ramte den globale finanskrise efterfulgt af en stormflod af likviditet, som også fandt vej til udviklingslandene i en ”jagt på afkast”.

Disse tre faktorer har bidraget til den markante låntagning. Råvareprisopsvinget er for længst forbi, gældsbyrdeindikatorerne er igen stressede, og de finansielle markeder ser i stigende grad ud til at være afkoblet fra realøkonomiske forhold.

I de fattigste lande har offentlige indtægter været helt afkoblede fra gældsudviklingen i årevis. Fra 2010-2019 steg gælden med 15 procent af BNP mens offentlige indtægter forblev uændrede. Faktisk er de offentlige indtægter i dag målt i procent af BNP på kun cirka 15 procent, og dermed ikke anderledes end for 30 år siden.

Multilateralt samarbejde skal fremme et retfærdigt skattesystem
Nationalt bør finanspolitikken fremover være opmærksom på mindst to ting.

Den bør ikke bidrage til højere ulighed, men til en grøn omstilling og grøn vækst. Et åbenlyst tiltag vil være at udfase subsidier til fossile brændstoffer, hvilke er en højst ineffektiv form for social beskyttelse, og i stedet erstatte disse med et system af målrettede sociale overførsler.

En anden vil være at indføre en CO2-afgift, hvilket er et effektivt instrument til at fremme grøn omstilling og en skat, som relativt let kan administreres.

Hvor beslutninger om låntagning ofte har været taget af en snæver gruppe centreret omkring finansministeriet, er der behov for stærke nationale processer med stor åbenhed og dialog for at sikre, at nye lån og offentlige udgifter bidrager til både vækst og reduktion af ulighed.

Internationalt må det multilaterale samarbejde i højere grad prioritere arbejdet for at fremme et retfærdigt skattesystem og sætte større fokus på bekæmpelse af skattely, hvilket vil gavne alle og især udviklingslandene.

Overordnet set må alle lande samarbejde om at tilpasse det globale finansielle system, så det bidrager bedre til indfrielsen af verdensmålene. Den nuværende klimakrise, hvis omkostninger kan blive uoverskuelige, bør være førsteprioritet. Tiden er ved at løbe fra os. Men vi kan stadig nå det, hvis vi styrker det globale samarbejde omkring grøn omstilling og bekæmpelse af ulighed.

debat@altinget.dk