EL: Omfordeling og grøn solidaritet skal afværge den globale gældskrise

Af Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Vi styrer direkte mod en global eskalerende gældskrise.

I halen følger sult, fattigdom og ulighed. Og corona har kun gjort situationen værre. Men det behøver ikke at gå den vej. Vi kan godt nå at afværge krisen.

Vi har allerede redskaberne til at nedbringe gælden, afbøde konsekvenserne af krisen og investere i en mere lige og grøn verden. Det handler om vilje, og det handler om solidaritet.

Den rige del af verden skal tage ansvar for årtiers forfejlede økonomisk politik, der har tvunget lande i syd ud i en gældsspiral.

Gæld fastholder lande i syd i fattigdom
Vi har længe vidst, at penge fosser fra de fattige til de rige lande – fra syd til nord. Skattely, gældsafbetaling og multinationale virksomheders rovhugst af naturressourcer fastholder fattige lande i fattigdom.

Gældskrisen udstiller uligheden i verden. Og udviklingsbistanden kan på ingen måde hverken afbøde eller kompensere for de store beløb, der fosser fra syd til nord. For mens udviklingsbistanden er faldet, er udviklingslandenes gæld steget.

På mindre end et årti er gælden i udviklingslandene mere end fordoblet, og hvert fjerde land på kloden står i dag over for en gældskrise. Gældskrisen betyder færre midler til uddannelse, sundhed og grøn omstilling. Eksempelvis brugte hele 64 lande i 2019 flere penge på at betale renter og afdrag af på gæld til udlandet end på sundhed.

Samtidig ser vi, at størstedelen af den alt for lille klimabistand, der i dag gives på globalt niveau, gives som lån. Det betyder, at udviklingslande må øge den tårnhøje gæld for at løse en klimakrise, som er skabt af de rige landes overforbrug.

Gældskrisen kan afværges
Det er afgørende, at det internationale samfund sætter alt ind for at afværge gældskrisen. Hvis ikke gældskrisen afværges, vil der ikke være midler til at sikre sundhedssystemer mod epidemier, til at uddanne verdens børn eller til at sikre den nødvendige indsats mod klimakrisen.

Løsningerne er der. Først og fremmest skal vi frigive gæld. En række lande i syd fik i år sat gældsafbetalingen på pause på grund af corona. Det er positivt, men det løser ikke problemet på den lange bane. Derfor er det afgørende med en reel gældslettelse på globalt plan.

Det er særligt vigtigt, at den gæld, der er umulig at tilbagebetale, bliver annulleret. De rige lande har hver især ansvar for at give gældslettelse, men det er samtidig vigtigt med fælles løsninger i regi af FN, hvor alle lande – også gældsramte – har en stemme.

Sideløbende med gældslettelsen skal vi sikre bedre muligheder for at omlægge til ansvarlige og bæredygtige lån. 

Øget udviklingsbistand og klimabistand
Gældslettelse skal gå hånd i hånd med støtte til gode lokale skattesystemer og en global indsats mod skattely. Det kan hjælpe til at sikre omfordeling og mobilisering af ressourcer i det enkelte land.

Vi skal samtidig øge udviklingsbistanden. Danmark bør gå forrest med en bistand på ét procent af bruttonationalindkomst (bni) og samtidig presse på for, at andre lande løfter deres bistand. Bistanden skal blandt andet rettes mod civilsamfund, der kan være med til at sikre, at frigivet gæld ikke lander i korrupte lommer.

Vi skal sikre en additionel klimabistand, der ikke gives som lån, men derimod betales som den klimagæld, de rige lande på grund af overforbrug af jordens ressourcer har til de fattige lande.

Nordiske lande må gå forrest
Danmark bør sammen med de andre nordiske lande gå forrest. Både når det gælder en udviklings- og klimabistand, der ikke er lånebaseret, men også når det gælder indsatsen for bedre skattesystemer.

Både gennem egne initiativer, men også ved at påvirke institutioner som Den Internationale Valutafond (IMF), så de ikke bidrager til ulighed. Oxfam Ibis og Mellemfolkeligt Samvirke er nogle af organisationerne herhjemme, der er kommet med en række konkrete bud på, hvad vi kan gøre.

Kun hvis vi tør handle nu, kan vi afværge den humanitære og politisk krise, der følger i halen på gældskrisen. 

debat@altinget.dk