Økonom: Gældssanering til truede lande må ske på case-by-case basis

Af Helge J. Pedersen
Cheføkonom, Nordea

Coronapandemien har ramt hårdt menneskeligt såvel som økonomisk. Antallet af registrerede tilfælde på verdensplan er nu oppe på 68 millioner, heraf mere end 1,5 millioner med fatalt udfald, og de drakoniske tiltag for at bremse smittespredningen har kastet verdensøkonomien ud i den dybeste recession i efterkrigsårene.

Det stiller enorme krav til den økonomiske politik for at undgå, at krisen også bliver langvarig. Men der er meget stor forskel på de enkelte landes formåen i denne sammenhæng.

For de rige lande har det været relativt let at sikre en solid håndsrækning til de udsatte erhverv og befolkningsgrupper i form af en kæmpe gældsfinansieret lempelse af finanspolitikken. Den er endda ikke særlig dyr, fordi renten er tæt på nul procent, og lånene løber over mange år.

Suspenderede gældsbetalinger
I de fattige og gældsplagede lande er situationen helt anderledes. De har ikke råd til omfattende kompensationsordninger og betaler en høj rente på deres lån.

Samtidig har mange af landene oplevet en dramatisk nedgang i eksportindtægterne, der ofte stammer fra salg af råvarer og turisme, som følge af sammenbruddet i verdenshandlen og rejserestriktionerne.

Det har ført til store problemer med at skaffe valuta til at betale renter og afdrag på udlandsgælden.

For at imødegå en egentlig krise tog Den Internationale Valutafond (IMF) allerede i foråret derfor initiativ til at øge den multilaterale støtte til landene, mens G20-landene suspenderede gældsbetalingerne til officielle kreditorer. En aftale, som nu er forlænget til midten af 2021.

Gældssanering på case by case basis
Der er ingen tvivl om, at det er afgørende her og nu at øge støtten til de hårdest ramte lande, blandt andet i form af midler til at finansiere en udbygning af sundhedssektoren, til covid-19-vaccinationer samt mere generelt til at understøtte den sociale sammenhængskraft i regioner, som hyppigt er ramt af konflikter.

Endvidere ville det give mening, hvis G20-landene meldte ud, at gældsmoratoriet tidligst ophæves, når verdensøkonomien er tilbage på niveauet fra før covid-19.

Derimod er jeg skeptisk over for tanken om en mere omfattende gældssanering på nuværende tidspunkt, hvor de økonomiske udsigter er begyndt at lysne. Verdenshandlen er i hastig fremgang, og råvarepriserne er steget markant over de seneste måneder.

Det mindsker behovet for yderligere tiltag. Men det er klart, at for lande, hvor turistindtægterne er altafgørende, eller som allerede er på randen af en betalingsstandsning, kan situationen være anderledes. Pointen er, at beslutninger om gældssanering altid bør træffes på en case-by-case basis.

Skræddersyede krav til debitorlande
Det må nemlig ikke glemmes, at gældssaneringer ofte øger risikopræmien ved fremtidige låneengagementer og endda kan give anledning til, at de politiske beslutningstagere i modtagerlandene ser stort på behovet for at føre en sund og ansvarlig økonomisk politik.

Endelig bliver en fair gældssanering (lige vilkår for alle) besværliggjort af, at stadig flere lån er ydet på uigennemsigtige vilkår, i takt med at Kina er blevet en af de helt store långivere til udviklingslandene.

Under alle omstændigheder viser erfaringerne, at det er vigtigt på forhånd at have skræddersyede krav klar til debitorlandene, eksempelvis i form af strukturreformer, som både kan øge konkurrenceevnen og skabe fundamentet for en holdbar finanspolitik.

Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at der er stærke humanitære og økonomiske argumenter for, at de akutte problemer i de hårdest gældssatte fattige lande afhjælpes så godt og så hurtigt som muligt.

Det bør Danmark selvfølgelig bakke fuldt op om i alle de instanser, hvor vi kan gøre vores stemme gældende. Herunder i Paris-klubben, det internationale forum for officielle kreditorer til at løse gældsproblemer, som Danmark har været permanent medlem af gennem mange år.  

debat@altinget.dk