Ny ulandsfond bekymrer støttepartier: ”Ingen af os kan finde ud af, hvad det her er”

Regeringen sniger sin egen udlændingepolitik ind under udviklingsbistanden med ny nærområde- og migrationsfond, frygter Enhedslisten og Radikale. Derfor efterspørger de en uddybende forklaring.  

Det vækker bekymring hos Radikale og Enhedslisten, at regeringen vil oprette en nærområde- og migrationsfond for at understøtte et ”retfærdigt og humant asylsystem”.

Netop den formulering har socialdemokrater nemlig siden 2018 brugt igen og igen, når de har udtalt sig om sit mål om at oprette et modtagecenter for asylansøgere udenfor Europas grænser.

 

Begge støttepartier frygter derfor, at fonden er med til at snige regeringens udlændingepolitik ind i dansk udviklingsbistand, der årligt bidrager med ca. 17 milliarder kroner til verdens fattigste.

”Vi har fået at vide, at fonden skal realisere socialdemokraternes udlændingepolitik, men at det samtidig bliver noget, vi godt kan se os selv i. Det beroliger mig ikke indtil videre,” siger Radikales udviklingsordfører, Anne Sophie Callesen (R).

Artiklen fortsætter efter grafikken.

En af de største udgiftsposter i fonden har navnet ’retfærdigt og humant asylsystem, inkl. hjemsendelser’, der i alt står til at få 300 millioner kroner årligt over en årrække.

”Vi frygter, at det er en fond, der skal bruges til at forhindre, at flygtninge kommer ind i Europa - eller som gør det nemmere at sende dem tilbage. Det vil vi have en garanti for, at det ikke bliver,” siger Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl.

Begge ordførere savner derfor en uddybning af fondens formål. Indtil de får det, er både Christian Juhl og Radikale udviklingsordfører, Anne Sophie Callesen (R), skeptiske omkring projektet.

Støttepartierne fik ellers en teknisk gennemgang tirsdag, hvor udviklingsminister Flemming Møller Morten (S) og embedsværket i Udenrigsministeriet præsenterede de store linjer i en af regeringens største udviklingspolitiske satsninger i finanslovsudspillet for 2022. Men det hjalp ikke meget.

”Ingen af os kan finde ud af, hvad det her er,” siger Christian Juhl.

Regeringen foreslår i deres finanslovsudspil at oprette nærområde- og migrationsfonden, der skal administrere 640 millioner kroner fra næste år, og målsætningen er, at det beløb skal vokse til 750 millioner kroner i 2025.

Støttepartier frygter udhuling

Hverken Enhedslisten eller Radikale ønsker at afvise fonden helt, før de har fået mere information.

Ifølge Anne Sophie Callesen beskrev udviklingsministeren på mødet med ordførerne, at den nye fond skulle være med til at realisere det socialdemokratiske udspil ’Retfærdig og Realistisk’ fra 2018.

Hun forholder sig kritisk til, hvis udviklingsbistanden skal bruges på initiativer, hun kalder ”uretfærdige og urealistiske”.

”Vi er kritiske over for en ide om, at Danmark bilateralt kan indgå aftaler med andre lande om asyllejre, hvor man bruger bistandskroner på hjemsendelse af flygtninge. Det er jo ikke udviklingsbistand - det er flygtningepolitik,” siger hun.

Også Christian Juhl lukker døren for ideen om at bruge bistandskroner på initiativer, der med hans øjne ligger uden for det udviklingspolitiske arbejde.

”Det blev meget klart forklaret for udviklingsministeren under strategiforhandlingerne, at udviklingsbistand ikke kan bruges til et modtagecenter i tredje lande. Det tror jeg nok, at vi fik mejslet ud der. Men ellers så vil han blive klogere i løbet af de her forhandlinger.”

Venter på mere viden

Regeringen er nu i gang med at lave et uddybende notat om nærområde- og migrationsfonden på baggrund af de mange uddybende spørgsmål fra ordførerne.

”Vi går ud fra, at vi får en ordentlig orientering om, hvad fonden indebærer,” siger Christian Juhl.

Indtil de får en yderligere forklaring, har begge støttepartier svært ved at se, hvad fordelene skulle være ved oprettelsen af fonden.

”Jeg ser ikke noget behov for den her fond. Så må regeringen jo forklare, hvad behovet for den her fond er. Det synes jeg, de skylder både støttepartierne og offentligheden,” siger Anne Sophie Callesen.

Der er teknisk gennemgang af finansloven 8. september, hvor både Enhedslisten og Radikale håber at blive klogere på regeringens ambition med nærområde- og migrationsfonden.

Følg L 239 Finanslov for finansåret 2022
(Finansministeriet)

21/9
2021
7/10
2021
16/9
2021
15/9
2021
8/9
2021
5/9
2021
1/9
2021
31/8
2021
30/8
2021
30/8
2021
30/8
2021
30/8
2021
30/8
2021
30/8
2021
30/8
2021

Forrige artikel Tesfaye før EU-møde: Vi må ikke foranledige afghanerne til at tro, at porten til Europa er åben Tesfaye før EU-møde: Vi må ikke foranledige afghanerne til at tro, at porten til Europa er åben Næste artikel DIGNITYs internationale udvikling kræver knivskarp ekspertise: DIGNITYs internationale udvikling kræver knivskarp ekspertise: "Man bliver ikke en international spiller som NGO-supermarked"