Lektor: Politikere udnytter migrationsdebat i politisk spil om magt

DEBAT: Nationale politikere i EU misbruger migrationsdebatten til at vinde stemmer. Stop den falske kritik af EU, som faktisk er afgørende for at løse problemet, skriver lektor og ph.d. Sune Lægaard.

Af Sune Lægaard
Lektor og ph.d. på Roskilde Universitet

Europa-Kommissionen har foreslået, at EU skal oprette opsamlingscentre for migranter i tredjelande samt styrke bevogtningen af unionens grænser med 10.000 ekstra grænsevagter. Migrationsdagsordenen dominerer hermed også på EU-niveau.

Det europæiske politiske projekt har i de seneste år været udsat for skarp kritik fra mange medlemsstaters regeringer og er blevet upopulært i dele af befolkningerne på grund af migrationskrisen. Kommissionens forslag ser umiddelbart ud som et forsøg på at tage fat på disse problemer.

Men handler forslagene om en ny europæisk migrationspolitik i virkeligheden om migration? Man skal ikke lade sig forblænde af, at forslagene umiddelbart handler om migration.

De kan lige så godt handle om noget andet. Migrationsdagsordenen er blevet en politisk bane, som både Kommissionen og de nationale regeringer spiller på. Spørgsmålet er, hvilket spil de spiller.

Lande kritiserer ”handlingslammet” EU
EU blev kritiseret for ikke at have handlet effektivt for at forhindre migrationskrisen. Det blev i mange lande brugt som begrundelse for, at nationalstaterne genindførte grænsekontrol og søgte at tage suverænitet tilbage fra EU.

I nogle tilfælde (for eksempel i Danmark) skete dette formelt set inden for rammerne af Unionens regler, idet regeringen fik midlertidige tilladelser til at fravige grundreglen om fri bevægelighed. I andre tilfælde (for eksempel i Ungarn) skete det i eksplicit politisk opposition til Unionens regler, især beslutningen om omfordeling af asylansøgere.

Så det dominerende billede har været, at EU har fejlet i forhold til at kontrollere migration, og at medlemsstaterne derfor har måttet tage over for at håndtere migrationskrisen.

EU-kritik om flygtninge er ubegrundet
Men kritikken af EU i forbindelse med migrationskrisen er paradoksal:

Det faktum, at antallet af migranter, der er kommet til de europæiske lande de seneste år, er faldet drastisk igen, skyldes først og fremmest EU's aftale med Tyrkiet, ikke nationalstaternes genindførsel af grænsekontrol.

Så EU kritiseres for ikke at handle på et område, hvor Unionen faktisk har leveret en løsning (hvad man så end synes om den).

Og de nationale regeringer i en række medlemslande bruger dette som begrundelse for tiltag, der dels vil underminere Unionens handlekraft, dels ikke isoleret set ville kunne løse problemerne med strømme af migranter i fraværet af Unionens initiativ.

Migranter er politiske figurer i spillet om magt
Så på både europæisk og nationalt plan er meget af balladen om flygtningekrisen et politisk spil, der i virkeligheden handler om noget helt andet end de (tidligere mange, nu færre) migranter, der kommer til Europa.

Migranterne er blot en politisk figur, som både Juncker, Løkke og Orbán bruger i spillet om magt og anseelse i befolkningernes øjne.

Forslaget om grænsevagter vil ikke gøre stort fra eller til – i hvert fald ikke sammenlignet med aftalen med Tyrkiet.

Migrationsdebat skal piske national stemning op
Og problemerne med at oprette modtagecentre i tredjelande er så store, at ingen endnu har orket at gå videre med tankerne, selv om de gentagne gange har været luftet de sidste tyve år.

Men forslagene kan måske give EU et lidt bedre image i dele af befolkningerne op til europaparlamentsvalget om lidt samt begrunde afsættelse af midler på EU’s budget.

Hvis det lyder hyklerisk, så er det intet imod, hvad man kan sige om de nationale regeringer. Uden EU ville nationalstaterne have endnu sværere ved at håndtere migration.

Det er Dublin-forordningen, der sikrer, at Danmark kan sende en masse asylansøgere tilbage til andre EU-lande. Uden EU ville hver medlemsstat stå alene med migrationsproblemet, som ville være meget større uden aftalen med Tyrkiet.

Så når nationale politikere – fra Løkke til Orbán – kritiserer EU og kræver national suverænitet tilbage, handler det slet ikke om at løse landenes migrationsproblemer. Det handler i stedet om at bruge migration til at piske en stemning op, som kan kaste stemmer af sig ved nationale valg.

Forrige artikel Friis Bach: Vi svigter, når vi ikke omstrukturerer bistanden Friis Bach: Vi svigter, når vi ikke omstrukturerer bistanden Næste artikel Friis Bach: EU’s værdier lider skibbrud i samarbejdet med Libyen Friis Bach: EU’s værdier lider skibbrud i samarbejdet med Libyen