Andreas Kamm: Grækenland og Italien er efterladt med problemerne

Af Andreas Kamm
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

Mærkedage er ofte en god lejlighed til at tage bestik af, hvordan sagerne står. For nylig markeredes seks-års-dagen for udbruddet af konflikten i Syrien, der er endt i én af vor tids største humanitære tragedier.

I denne weekend kunne vi så markere, at det er ét år siden, aftalen mellem EU og Tyrkiet blev underskrevet. Den er i høj grad en følge af krigen i Syrien, og de store flygtningestrømme, den krig har skabt.

I 2015 var EU stort set uforberedt på resultaterne af krisen i og omkring Syrien, og da flygtningestrømmen satte sig i bevægelse, bredte panikken sig i mange EU-lande. Den globale flygtningekrise vandrede på vores veje.

Behovet for handling var tydligt for enhver, men som jeg skrev om i mit seneste indlæg, så svigtede solidariteten inden for EU, og de fleste europæiske landes reaktioner var desværre at lukke sig om sig selv og forsøge at håndtere udfordringer i hvert enkelt land frem for i fællesskab.

Et mindre attraktivt land
Formlen var klar: gør dit eget land mindre attraktivt – og skub udfordringen videre til nogle andre. Det har efterladt Grækenland – et land med mange andre tunge udfordringer – med en af de største byrder.

Hvad gør vi så? Stærke kræfter i EU – også i Danmark – giver udtryk for, at en solidarisk fordeling af opgaverne (læs: asylansøgerne) ”aldrig kommer til at ske.”  Og det ser da heller ikke sådan ud.

Af de 160.000 flygtninge, som EU i 2015 besluttede at fordele mellem medlemslandene, er vel højest 10.000 fordelt i dag. Ikke imponerende! Så de er stort set alle sammen stadig i Grækenland og Italien – eller de er forsvundet og lever illegalt i andre EU-lande.

I ord og i handling afviser de europæiske beslutningstagere ”fælleseuropæiske løsninger” – fælles løsninger,  som undertegnede igennem flere år har plæderet for. I stedet vokser indre grænser frem – det, synes en række politikere, er vejen at gå – ”det virker,” siger de.

Vi skal have stærke grænser
Jeg har aldrig advokeret for, at Europa skulle åbne sine eksterne grænser. Jeg har netop igen og igen talt om, at der er brug for en fælleseuropæisk indsats med en markant styrkelse af de eksterne grænser og et system med en hurtig og fair asylbehandling, som sikrer beskyttelse af de forfulgte.

Har man ikke behov for beskyttelse – og er man således ikke flygtning – så bør EU sørge for, at man hurtigt hjemsendes – gerne med hjælp til at skabe fremgang i hjemlandet. Men en løsning er aldrig at lade enkelte europæiske lande i stikken, som det i høj grad er tilfældet i dag med Grækenland og Italien.

Et år efter indgåelsen af EU-Tyrkiet-aftalen er asylbehandlingen i Grækenland blevet en enorm flaskehals på grund af manglende kapacitet i asylsystemet. Under 900 afviste asylansøgere er sendt tilbage til Tyrkiet, mens der lige nu befinder sig mere end 60.000 i landet. Det er ikke holdbart i længden.

Grænselukningerne mellem de europæiske lande gør rigtigt nok, at vi ikke på nuværende tidspunkt ser samme bevægelser op gennem Europa. Men løsningen er ikke at vende ryggen til Grækenland og Italien. Det holder de ikke til – og det gør EU heller ikke.

EU-landene må stå sammen om at møde de globale udfordringer – også flygtninge- og migrationskrisen.

debat@altinget.dk