Diis-forsker om verdensmål: Vi har ikke tid til endnu en middelmådig dansk plan

En ny udenrigspolitisk strategi, en ny udviklingspolitisk strategi, og en ny handlingsplan for hvordan Danmark kan bidrage til at opnå Verdensmålene. Jeg får koldsved ved tanken om de mange mande- og kvindetimer, der skal lægges i strategisk forberedelse og udvikling fra uskyldige fuldmægtige, i løbet af efteråret og det tidlige forår. Ikke mindst i udenrigsministeriet.

Potentialet i den øvelse, vi og de og politikerne skal igennem over de næste måneder indeholder et kæmpemæssigt potentiale. Et sæt markante og modige strategier vil kunne mobilisere folkelig og politisk handling over de næste år, på vej mod opnåelsen af de verdensmål vi allerede er på vej til at misse.

Men faldgruber er der samtidigt rigeligt af. Det kan ikke siges simpelt nok: gode strategier er fantastiske, dårlige strategier er meningsløst spild af ressourcer. De får os ikke bare til at træde vande, de betyder typisk to skridt tilbage.

Mere brug for handling end for planer
Og tvivlsspørgsmål er der nok af. Udenrigsministeren taler med store ord om en ny værdibaseret tilgang til udenrigspolitikken, der skal gøre op med snævre interesser, men som vil kræve nogle kameler at sluge, hvis den skal føres ud i livet. Udviklingsministeren virker til at have hjertet på det rette sted, når han taler indigneret om ulighed og solidaritet, men i deres oversættelse til realpolitik fremstår de bevingede ord bagudskuende med bl.a. mantraer om at ’stoppe migration’.

Centralt imellem de to står verdensmålene, som en lysende inspirationskilde. En transformativ dagsorden, der samler FN’s bærende mål om social og økonomisk udvikling, om fred og sikkerhed, om menneskers rettigheder og om bæredygtig behandling af miljøet og planeten vi lever på. Dybt forankret i den samfundsmodel, de værdier og de interesser vi kalder danske. Og som bør være styrende for både Danmarks udenrigs og udviklingsengagement frem mod 2030.

For mange er verdensmålene ikke først og fremmest en række avancerede og svært forståelige mål – det er en vision for hvilke samfund og hvilken verden vi gerne vil leve. Og hvis Danmark skal yde sit bedste for at opnå den vision, vil det kræve en nærmest hellig treenighed fra de tre strategiske processer. Et sammenhængende og ambitiøst tankeværk – en masterplan – der ansporer markant handling.

Generelt set er jeg mere til handling end planer om handling, men nogle gange skal den slags jo til. Den sidste regerings handlingsplan var dog ikke det store at skrive hjem om. Den interesserede sig mest for status quo og at snakke om alt det vi gør og gør godt, snarere end de områder hvor vi er langt fra målene.

Slut med middelmådighed og dødvande
Selv det måske mest progressive indslag om at screene lovgivning med udgangspunkt i målene, blev siden hen aflyst fordi ’der var for mange indbyrdes modstridende mål’. Modstridende politiske mål lader der i hvert fald til at have været et eller andet sted.

Tiden løber fra os, og det helt konkret i den forstand at vi som verdenssamfund ikke er på rette kurs til at opnå verdensmålene. Den nye handlingsplan må ikke lave de samme fejl om middelmådighed og dødvande, som den forrige gjorde.

Folkelige bevægelser om alt fra klima og forbrug til pensionsinvesteringer venter ikke på en handlingsplan. Heldigvis. Men en stærk handlingsplan kan støtte op om den reelle forandring som mange danskere gerne ser og aktivt deltager i.

En stærk handlingsplan kan være med til at udgøre fundamentet i både den danske indsats herhjemme og samtidigt være et pejlemærke for vores internationale engagement. Der er brug for en ambitiøs og modig masterplan for Danmark, eller ingen handlingsplan overhovedet.

debat@altinget.dk