Diis-forsker: Hold politikerne fast på verdensmålene – med gamle tomater

Af Adam Moe Fejerskov
Seniorforsker på Diis

Danskerne elsker verdensmålene. På arbejdspladsen, i skolen, i sportsklubberne.

Vi spiller fodbold for verdensmålene, synger om dem og kan hverken handle ind eller gå i biografen uden at få dem i hovedet. Og det er kun godt.

Den energi, danskerne lægger i verdensmålene og i beslægtede ambitioner om klima og bæredygtighed, bør føde ind i og forme Danmarks nye handlingsplan. Energien kan måske endda bruges til at løfte det folkelige engagement og støtten til Danmarks udenrigs- og udviklingspolitiske arbejde. Det er ikke to områder, der ellers bekymrer danskerne meget.

Vi ved også, at politikerne elsker danskerne. Det er folket, der sikrer dem flere år på taburetten. Af samme grund er politikerne også bange for danskerne.

I en ideel verden bør sådanne forhold danne fundamentet i en ny handlingsplan, der på samme tid inddrager danskerne og udnytter den energi og forandringsparathed, vi viser. Og som sørger for, at det er danskerne der holder politikerne ansvarlige for at sikre de nødvendige handlinger og fremskridt over de næste år.  

Lad folket dømme
Nogen synes at det internationale samfund skal holde Danmark og danske politikere ansvarlige, ved at regeringen går til eksamen til næste års High-Level Political Forum.

Men det internationale samfund er svagt; hvornår er diktatorer nogensinde blevet smidt ned fra FN’s talerstol? Tværtimod er det blevet en joke med tiden, at despoter får lov til at bræge deres hadske budskaber ud til verdensbefolkningen under den årlige generalforsamling.

Det er selvfølgelig det kloge bud, det rationelle og politisk set fornuftige bud. Men problemet er lidt, at vi ikke rigtig har tid til den slags fornuft. Den producerer kun flere møder, mere betænkningstid, nye planer og mindre handling.

Internationale diplomater har aldrig ladet hovederne rulle på samme måde som folket har. Lad i stedet folket dømme politikerne. Og det gerne hvert år, så vi ikke skal høre tomme løfter om noget der vil ske i fremtiden, men som vi godt ved sikkert ikke bliver en realitet.

Det skal åbenlyst ikke foregå på folkemødet, der har cirka lige så meget dansk folkelig sjæl som surströmning. Jeg ser i stedet for mig Nicolai Wammen og de andre danske ministre på en scene på Rådhuspladsen (eller er det snarere længere ude af byen, det rigtige folk findes?).

Danskerne er klar med lidt for gamle tomater: værsgo’, nu har du en halv time til at fremlægge al den konkrete handling du har udført og igangsat over det sidste år. Lige så snart ordene ”Vi har lagt en plan mod 2030..” kommer over læberne, så falder konsekvenserne ned som store røde vanddråber fra skyerne.

Ikke kun for eksperterne
Indrømmet, det kan måske lyde voldsomt. Men arbejdet mod en retfærdig og bæredygtig verden i 2030 vil kræve ofre. Den nuværende pandemi kræver livet af op mod 6.000 flere døde børn hver dag, og det er lidt rådden frugt vel nok vand ved siden af.

Er der noget som helst budskab i det her vrøvl, sidder du måske og tænker? Så absolut.

Budskabet er, at vi ikke må få en handlingsplan der er teknisk, overdiplomatisk og derfor i virkeligheden isoleret i den politiske og professionelle verden, der arbejder med verdensmålene. Som udelukkende bliver læst, forstået og kommenteret af eksperterne. Og hvor det kun er eksperterne og andre elitære parter, der skal forsøge at holde regeringen og danske politikere ansvarlige.

Danmark har brug for en handlingsplan der på samme måde inkluderer og motiverer de mange danskere, der ser sig selv som en del af den nødvendige forandring vi har brug for som land og som verden.

debat@altinget.dk