Blå partier beskylder Socialdemokratiet for "spin" og "bluff" efter ny melding om prestigeprojekt

SVM-regeringen har sat forhandlinger med Rwanda om et asylcenter i landet på pause. Det vækker kritik blandt de blå oppositionspartier.

Et af Socialdemokratiets helt store mærkesager er ikke andet end "ren spin" og "tomme ord".

Sådan lyder det fra flere blå oppositionspartier oven på et interview i Altinget med udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) om regeringens ambitioner om en asyllejr i Rwanda. 

Her er "en ren dansk Rwanda-løsning" sat på pause for i stedet at afsøge en løsning med flere lande, forklarer ministeren.

"Det er klart, vi indleder jo ikke forhandlinger lige nu om at lave et dansk modtagecenter i Rwanda. De konkrete ting om, hvordan økonomien skal være, hvordan praktikken skal være … Det går vi ikke videre med nu, fordi der nu er en bevægelse på det europæiske niveau," lyder det.

Spin og bluff

Meldingen er endnu et eksempel på, at Socialdemokratiets løfter om en stram udlændingepolitik ikke holder oven på folketingsvalget i november, lyder det fra Konservative.

"Det har været rent spin, og det er jeg faktisk forarget over," siger udlændingeordfører Brigitte Klintskov Jerkel til Altinget.

Samme reaktion kommer fra Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der er "meget vred":

"Det har været bluff fra første færd. Vi er blevet holdt hen i årevis. De lancerede det i 2018, og nu det her. Det er jo helt sindssygt. Det er bluff, og de har holdt os for nar, og det er helt uacceptabelt," siger hun til Berlingske. {{toplink}}

Minister forventede asyllejr inden sommer 

Idéen om at rykke størstedelen af asylbehandlingen – og dermed asylansøgerne – ud af Danmark blev lanceret af Socialdemokratiet i partiets store udlændingepolitiske udspil "Retfærdig og Realistisk" tilbage i 2018. 

Efter at have vundet regeringsmagten året efter tog S-regeringen hul på arbejdet med at finde et land og skabe det juridiske grundlag for prestigeprojektet.

Knap tre år senere kunne regeringen sætte navn på det land, den håbede at placere asyllejren i. Og så sent som op til folketingsvalget i efteråret slog Kaare Dybvad Bek fast, at han forventede, et center Rwanda ville være virkelighed inden for et år – hvis ellers S-regeringen kunne sidde hele valgperioden.

Men oven på valget er der ikke et flertal for den regering, der "var drivkraften bag den model", konstaterer Kaare Dybvad Bek i sit interview med Altinget.

"Udlændingepolitikken skrider"

Det vækker forargelse blandt de blå partier, at Socialdemokratiet ikke leverer modtagecenteret som lovet før valget i 2022.

De vælgere, der "troede, at Mette Frederiksen reelt ville gøre noget" ved planerne om et asylcenter, kan "stille sig op i køen med de andre vælgere, som er blevet snydt til dette valg", skriver Nye Borgerliges kommende formand, Lars Boje Mathiesen, på Facebook:

"Det står det stadig mere lysende klart at Mette Frederiksen har samme overbevisning. At alle de flotte ord, igen blot var som det som ofte er på Christiansborg ... tomme ord."

Også Inger Støjberg kritiserer Socialdemokratiet og Venstre for at bryde valgløfter.

"Inden valget lovede den socialdemokratiske regering et modtagecenter i Rwanda, og Venstre bakkede op. Det samme gjorde vi i Danmarksdemokraterne," skriver partiformanden på Facebook og fortsætter:

"Nu vender både Socialdemokratiet og Venstre på en tallerken. Udlændingepolitikken skrider."

"Det er ikke i orden"

Samme kritik går igen hos Konservative.

"Man understreger før et valg, at det er virkelig vigtigt for Socialdemokratiet. Man sender ministre afsted og viser, at man underskriver papirer, fordi det er meget vigtigt. To måneder efter valget falder det hele til jorden. Det er ikke i orden," siger Brigitte Klintskov Jerkel.

Ministerens modsvar er, at vilkårene har ændret sig, når det ikke længere er en ren S-regering?

"Mette Frederiksen gik jo til valg på en bred regering hen over midten. Så hun har jo vidst, at når vi kom på den anden side af et valg, så var det ikke kun en S-regering, der skulle sidde," svarer den konservative udlændingeordfører. {{toplink}}

,

Forrige artikel En ren dansk Rwanda-model er sat på pause En ren dansk Rwanda-model er sat på pause Næste artikel Aftalepartier er stærkt kritiske over for nye Kosovo-oplysninger: Aftalepartier er stærkt kritiske over for nye Kosovo-oplysninger: "Vi skal simpelthen have styr på det"