Vi kan ikke undvære AMU

DEBAT: Den vigtige voksen- og efteruddannelsesindsats bygger på et velfungerende AMU-system. Men efter et aktivitetsfald på 41 procent er der stort behov for genopretning. Ib Haarh, formand for Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne, efterlyser politisk handling.

Af Ib Haahr
Formand for Danske Erhvervsskoler-Bestyrelserne

Der er grund til alvorlig bekymring for AMU-systemets og dermed VEU-indsatsens fremtid i Danmark. Besparelser og reduktion i VEU-godtgørelsen har ført til, at virksomhederne ikke sender så mange medarbejdere på efter- og videreuddannelse, og det er en stærkt bekymrende udvikling for arbejdsmarkedet.

Aktiviteten i AMU er faldet med 41 procent for både ledige og beskæftigede siden foråret 2011, så der er hårdt brug for at gøre noget, hvis vi skal bevare det brede udbud af kurser i AMU-systemet intakt. Hvis det politiske ønske om et kompetenceløft af arbejdsstyrken skal gå i opfyldelse, stiller det krav om, at AMU-systemet tilføres nye midler.

Genskab tilliden
Virksomhederne og deres ansatte har hårdt brug for AMU-systemet - også i fremtiden. Derfor er det så vigtigt, at vi bevarer et velfungerende system. Og det kan vise sig særdeles vanskeligt at bevare et AMU-system, hvis aktiviteten fortsætter med at være så lille. Det er særligt reduktionen i VEU-godtgørelsen og den fulde deltagerbetaling for visse grupper, der rammer hårdt. AMU-systemet er en central søjle i virksomhedernes mulighed for at opkvalificere medarbejdere og løfte virksomhedernes kompetenceniveau i forhold til aktuelle og fremtidige udfordringer. Vi skal have genskabt tilliden til AMU, vendt dødsspiralen og boostet nyt liv i systemet.

Foreløbig retter regeringens forslag til finanslov 2013 ikke op på AMU-uddannelsernes økonomiske udfordringer. Regeringen lægger ikke op til, at der skal ske en genopretning af de seneste års tilbagegang. Og det kan jo undre, når man tænker tilbage på valgkampen i 2011, hvor den daværende opposition og nuværende regerings ledelse talte dunder mod den borgerlige regerings såkaldte genopretningspakke og besparelser. Dengang lovede de, at de ville rulle besparelserne tilbage, hvis de fik magten. Det har vi stadig til gode, men vi har da ikke opgivet håbet. Foreløbig har vi kun set tiltag i forhold til de ledige, og den indsats er også vigtig. Men vi savner initiativer, der også kan støtte op om efteruddannelsesindsatsen for de beskæftigede til gavn for virksomhederne.

Nu sætter vi vores lid til de verserende finanslovforhandlinger mellem folketingets partier og håber, at andre partier uden for regeringen vil se behovet for en reel økonomisk genopretning af vores VEU-system.

Forrige artikel UU skal være det naturlige omdrejningspunkt UU skal være det naturlige omdrejningspunkt Næste artikel Hænger skriftsproget i garderoben? Hænger skriftsproget i garderoben?