Unødvendig forsinkelse af de unge

DEBAT: Opgiv kravet om at tvinge hhx-studenter på et særligt grundforløb, og lad dem fortsætte som hidtil direkte på en erhvervsuddannelse, skriver næstformanden for Danske Erhvervsskoler - Lederne, Peter Enevold.

Af Peter Enevold
Næstformand for Danske Erhvervsskoler - Lederne

I disse måneder indgår hhx-elever aftaler om praktikplads, i tillid til at de kan starte i en virksomhed, når de har fået deres studentereksamen til sommer. Men de bliver overraskede, når de finder ud af, at de alligevel ikke kan leve op til den aftale, men må fortælle den kommende arbejdsgiver, at de først kan komme fem uger senere.

De skal nemlig lige have overstået et studentergrundforløb på formentlig fem uger og en grundforløbsprøve først. Det er en konsekvens af erhvervsuddannelsesreformen, hvor hhx-eleverne fremover skal gennemføre dette særlige grundforløb for at kunne starte på en merkantil erhvervsuddannelse. Hidtil har hhx-studenterne kunnet fortsætte direkte i en uddannelsesaftale efter deres studentereksamen.

Attraktive studenter
Grundlæggende mener jeg, at det er unødvendigt at indføre dette grundforløb, da hhx-studenterne jo hidtil har kunnet klare sig uden og ovenikøbet har været særdeles attraktive for virksomhederne, især inden for nogle brancher. Man kan naturligvis diskutere, om det er hensigtsmæssigt for samfundsøkonomien, at de unge tager en dobbelt-ungdomsuddannelse i stedet for at starte direkte på en erhvervsuddannelse, og efter sommerferien bliver det jo muligt at supplere den merkantile erhvervsuddannelse med en studiekompetence på den merkantile EUX. Men indtil vi for alvor har fået informeret de unge og virksomhederne om de nye muligheder med EUX, vil der utvivlsomt være en overgangsperiode, hvor en række unge vil have behov for at kombinere en merkantil studentereksamen med en uddannelsesaftale, fordi virksomhederne efterspørger dem. Derfor håber jeg, at vi i det mindste de næste par år kan lade hhx-studenterne fortsætte som hidtil uden det særlige grundforløb - af hensyn til de unge og deres fremtidige arbejdspladser.

 

 

 

Forrige artikel Erhvervsskolernes ønsker til finansloven Erhvervsskolernes ønsker til finansloven Næste artikel Cevea: Ræset mellem uddannelse og teknologi afgør danskernes livsmuligheder Cevea: Ræset mellem uddannelse og teknologi afgør danskernes livsmuligheder