Tilgodeser folkeskolereformen de talentfulde børn?

DEBAT: Folkeskolereformen skal huske de talentfulde elever, som skal have kvalitetsundervisning. Det mener lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik Poul Nissen.

Af Poul Nissen
Lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet 

Oscar har altid været et fremmeligt barn. Da han var 15 måneder gammel, kunne han tale i sætninger og havde et ordforråd på over 250 ord. Da han var 5 år gammel, havde han lært sig selv at læse.

Hvad sker der, når Oscar kommer i skole og starter i børnehaveklassen? Er alle skoler forberedt på at lade Oscar udvikle sig fagligt i sit eget tempo?

Traditionelt har der været stor opmærksomhed på de børn, der havde svært ved at følge med i skolen. Spørgsmålet er imidlertid, om der gøres nok for de talentfulde og begavede børn. Tidligere var der enighed om, at de børn nok skulle klare sig, men det viser sig ikke at være tilfældet.

De talentfulde børn mangler udfordringer 
Den første egentlige undersøgelse om begavede og talentfulde elevers trivsel og udvikling i Danmark afslørede, at næsten halvdelen af de begavede og talentfulde elever havde flere vanskeligheder end almindeligt for alderen, og kun ti procent var glade for at gå i skole.

En anden undersøgelse, hvor man i et skolevæsen havde oprettet en klasserække for elever, der søgte flere udfordringer i skolen, viste, at mange af eleverne havde kedet sig bravt i de klasser, de kom fra – nogle endda i årevis. En tredje, københavnsk undersøgelse blandt 15.000 elever viste, at cirka tyve procent syntes, at opgaverne var for lette.

Der er meget, der tyder på, at ikke alle børn får udfordringer nok i skolen. De skolesystemer, der fungerer bedst, er karakteriseret ved, at alle børn får kvalitetsundervisning og ikke kun nogle børn. Af den nye skolereform fremgår, at eleverne skal have en længere skoledag og bekymringen er her, om der bliver ”mere af det samme”, det vil sige klasseundervisning, hvor alle skal det samme.

Reformen skal give de talentfulde kvalitetsundervisning 
Oscar har brug for kvalitetsundervisning, hvor hans evner og kompetencer udfordres. Forskningen viser, at begavede og talentfulde børn, der tidligt er blevet identificeret, ikke behøver at være det senere, hvis de har befundet sig i en ugunstig kontekst gennem længere tid. Hvis Oscar skal til at lære bogstaverne i børnehaveklassen, bliver det ikke sjovt for ham at gå i skole.

Den store udfordring bliver om den nye skolereform også giver udfordringer nok til de begavede og talentfulde børn.


Forrige artikel Efteruddannelse er en investering - ikke en udgift Efteruddannelse er en investering - ikke en udgift Næste artikel Skolereform skal skabe fællesskabskultur Skolereform skal skabe fællesskabskultur