Små handelsskoler i krig med Bertel Haarder

HANDELSSKOLE: En række små handelsskoler føler sig økonomisk overset i forhold til gymnasiet og har kastet sig ud i kamp mod Bertel Haarder (V).

I en usædvanlig annonce i Jyllands-Posten for nylig rettede 10 små handelsskoler en skarp kritik mod undervisningsminister Bertel Haarder (V).

Skolerne mener, at ministeren har et lemfældigt forhold til sandheden, fordi han flere gange har sagt, at alle ubegrundede økonomiske forskelle mellem gymnasiet og handelsskolerne er udlignet med den seneste finanslov.

Det er forkert, for handelsskolerne får over 20.000 kroner mindre per elev end gymnasiet, mener skolerne.

Bertel Haarder afviser
Men det afviser Bertel Haarder i et svar til Folketingets Uddannelsesudvalg. Han mener, at forskellen mellem de to ungdomsuddannelser kun er på 7.400 kroner per elev, og den forskel er der en ganske god grund til.

"Forskellen i de samlede tilskudsniveauer til de to skoleformer kan primært tilskrives de naturvidenskabelige fags særlige krav til lokaleindretning og forskelle i lærernes arbejdstidsaftaler," skriver Bertel Haarder.

Med andre ord bunder forskellen i, at det er dyrere at drive gymnasiefag som fysik og kemi, fordi det kræver særlige instrumenter, og fordi lærernes løn på gymnasiet er højere.

Handelsskolerne undrer sig
Men det svar er meget utilfredsstillende, siger Jørn Peder Nielsen, forstander på Vestjydsk Handelsskole & Handelsgymnasium og talsmand for sammenslutningen af de 10 mindste handelsskoler - kaldet Synergi-skolerne i Danmark.

"Vores institutioner er langt mere komplekse end gymnasierne, der kun skal drive gymnasium og eventuelt HF. Vi skal udover handelsskoler drive AMU-centre og handelsakademier. Derfor undrer vi os over, at vi skal have millioner mindre end gymnasierne," siger Jørn Peder Nielsen.

"For nylig læste jeg, at erhvervsuddannelserne er Bertel Haarders hjertebarn, men det undrer mig, for jeg føler ikke, at vi er særlig tæt ved Haarders hjerte," forklarer Jørn Peder Nielsen.

Annoncen kostede 36.000 kroner
Annoncen i Jyllands-Posten den 19. marts kostede de 10 skoler 36.000 kroner, men Jørn Peder Nielsen afviser, at han kunne have brugt de penge bedre på sine elever.

"Det er netop på grund af eleverne og lærerne, at vi har brugt de penge for at råbe politikerne op," siger Jørn Peder Nielsen.

Og Bertel Haarder fik han ikke mindst råbt op, for da ministeren havde læst annoncen i avisen, satte han sig ved tastaturet og skrev et kortfattet brev til Jørn Peder Nielsen (se nederst).

Hvad synes du om brevet?

"Jeg synes måske ikke, at det er passende for en minister at udtrykke sig på den måde i en almindelig demokratisk debat. Tonefaldet og ordvalget viser, at han har været vred, og det har han selvfølgelig ret til, selv om han måske ikke behøver at udtrykke sig så stærkt," siger Jørn Peder Nielsen.

Han lover, at slagsmålet om taxametrene ikke er slut.

"Nu har jeg gennem vores forening - Danske Erhvervsskoler - erhvervsskolernes ledere - fået lovning på, at jeg kan komme med i udvalget under ministeriet, der skal kigge på ændringer i blandt andet grundtilskuddet, og så må jeg tage kampen indefra og se, hvad det fører med sig," siger Jørn Peder Nielsen.

Forrige artikel KL-veteran: Folkeskolen holdes i stram snor fra Christiansborg KL-veteran: Folkeskolen holdes i stram snor fra Christiansborg Næste artikel Skoleledere ønsker nye læringsmetoder