Skoleledere: Politikere bør bakke op om reformen

Af Claus Hjortdal
Formand for Skolelederforeningen

Alle husker nok princippet om tredeling af magten mellem de lovgivende, dømmende og udøvende instanser, der kendetegner moderne demokratier. Alle positioner er vigtige, alle vil gerne det bedste, ja også helst bestemme og have mest ret, og kun i en fornuftig balance sikrer vi udvikling, fornyelse og en god dialog mellem forskellige interesser. Det er i bund og grund et godt princip.

Kigger vi på folkeskoleområdet og implementeringen af skolereformen, hvor tredelingens princip selvfølgelig også burde gælde, er der imidlertid desværre en tendens til at politikerne, der udgør den lovgivende magt, ikke holder sig til lovgivningen om og målene med reformen, men gerne blander sig i detaljer om, hvordan vi som udøvende – skoleledere og medarbejdere – skal gøre arbejdet.

For mange løsrevne udmeldinger
Nu er folkeskolen hvermandseje. De fleste har gået i den, har børn eller børnebørn, der går i skole etc., og politikere er også mennesker, der har meninger. Og de skal luftes. Men selv om det er fint med den store interesse, bør politikerne ikke være med i maskinrummet, for det kan tynge arbejdet, når der uafbrudt rejses tvivl, om dette eller hint i reformen fungerer efter hensigten eller ej.

Vi skoleledere, lærere og andre ansatte er på 2. år godt i gang med at ændre folkeskolen. Vi er fokuseret på at opfylde de tre mål i reformen, nemlig at eleverne bliver dygtigere, trives bedre, og vi får brudt den negative sociale arv. Mange kalder det for den største reform i mange årtier, måske de seneste 200 år. Og som fagprofessionelle har vi snarere end en masse løsrevne udmeldinger brug for et politisk mandat om, hvad vi skal med skolen, og et mandat til at nå de mål, der stilles, og løse de opgaver, der er. Altså at vi får vores del af ansvaret, og at politikerne tager deres.

Overlad arbejdet til os
For at sige det klart: I skolen kommer vi bare meget længere og bevæger os hurtigere frem, hvis politikerne overlader det til os at udføre arbejdet og ikke giver præcise anvisninger på fx, hvor lang børnenes skoledag bør være, eller hvordan skolen skal tilbyde understøttende undervisning, åben skole, hvor meget bevægelse børnene skal have, og hvordan de skal hoppe, danse og springe.

I stedet mangler vi en vedvarende klar politisk fortælling om, hvorfor skolen skal forandres så meget, som den gør disse år. Og jeg vil opfordre politikere både på lands- og lokalt plan om at komme på banen og sætte ord på, hvad det er vi vil med vores skole og samfund for dens sags skyld. De to ting er nemlig tæt forbundet. Politikerne bør holde sig til hvorfor og ikke hvordan. Så giv kejseren, hvad kejserens er, så lader vi gerne gud om, hvad guds er.

Bak op om reformen
Men det stopper ikke her – oveni kunne jeg ønske mig, at politikerne tydeligere går ind og støtter op om reformen. Der er brug for opbakning til, at det tager tid at gennemføre så store forandringer, som der sker, og at der må vises tålmodighed over for, at alt ikke fungerer optimalt fra begyndelsen.

Vor tids dømmende magt på skoleområdet er medierne. Nu er også journalister mennesker med børn og børnebørn, der går i skole, og medierne følger naturligt nok implementeringen af reformen med stor bevågenhed. Men de er også ofte også glade for fængende overskrifter baseret på udtalelser fra politikere, der har travlt med at kritisere skolereformen, også selv om mange har været til at beslutte den.

Vi skal tale om alt i åbenhed. Men vi skal undgå mediernes folkedomstole og politikeres profileringstrang. Frem for at ride med på enkeltsager, der ikke kan undgås, om at dette eller hint ikke fungerer, vil jeg opfordre til også at kigge efter de succeser og fremskridt, der også er.

Fx at Dansk Center for Undervisningsmiljøs nye, grundige pejling af reformens indvirkning på undervisningsmiljø og trivsel viser, at lige så mange elever er glade for at gå i skole i dag som før reformen. Eller at ministeriet netop har undersøgt elevernes fravær, hvor der ingen forskel er før og efter reformens indførsel.

debat@altinget.dk