SkillsDenmark: Lokale skills-events kan styrke optaget på EUD

DEBAT: Konkurrencer som DM i Skills kan være med til at sikre, at flere unge tager en erhvervsuddannelse. Derfor er det vigtigt at afholde både flere og mere synlige skills-arrangementer rundt om i landet, skriver Simon Neergaard-Holm.

Af Simon Neergaard-Holm
Direktør i SkillsDenmark

Om få dage kommer regeringen med et udspil til nye tiltag mod et alvorligt samfundsproblem: manglende søgning til erhvervsuddannelserne.

På baggrund af de foreløbige analyser, som Undervisningsministeriet offentliggjorde fredag 31. august 2018, vil der især blive sat nye initiativer i gang i forhold til kommunerne. I dette fremtidens lokale arbejde bør Skills-aktiviteter kunne spille en rolle. 

Rollemodeller kan gøre en forskel
I SkillsDenmark tror vi nemlig på, at kombinationen af mere praksisfaglighed i folkeskolen – en god, politisk beslutning, som allerede er truffet – og mødet med rollemodeller, som de 300 finalister, man kan se dyste i mere end 40 forskellige konkurrencefag til det årlige DM i Skills, kan gøre en forskel.

Vi tror det ikke mindst efter dette års DM i Skills, som foregik i Herning. Her arbejdede syv kommuner i det midt- og vestjyske sammen om en meget grundig forberedelse af eleverne i de ældste af folkeskolens klasser. 

De og deres lærere blev udstyret med undervisningsmaterialet ”Fang erhvervsuddannelserne”, som bibragte eleverne en øget viden om erhvervsuddannelsernes spændende muligheder og pirrede elevernes nysgerrighed.

Og til selve DM i Skills sørgede de syv kommuner for, at alle elever fra 8. til 10. klasse fik muligheden for at komme til Messecenter Herning, hvor landets dygtigste EUD-elever var i kamp om Danmarksmesterskabet. 

Fremgang i EUD-søgning
Da den årlige opgørelse af de unges uddannelsesvalg lå klar senere på foråret, så vi en effekt netop i det midt- og vestjyske: Søgningen fra grundskolen til EUD steg på landsplan fra 18,5 til 19,4 procent. Men i de syv kommuner var der en langt større fremgang – i gennemsnit var den relative stigning her 23 procent.

Vi er ikke i tvivl om, at en væsentlig forklaring er undervisningsmaterialet ”Fang erhvervsuddannelserne” i kombination med DM i Skills, og at alle elever fra de ældste klasser kunne få en tur til selve DM. 

Disse erfaringer må kunne bruges i det lokale arbejde, som forestår. De 300 deltagere til det årlige DM i Skills findes for størstepartens vedkommende ved lokale skolemesterskaber, i bedste fald ved er der bygget et regionalt mesterskab ovenpå.

Desværre er det vores erfaring, at mange af disse konkurrencer – især på skoleniveau – foregår nærmest i stilhed. De arrangeres af faglærere, som brænder for deres elever, deres fag og konkurrencerne, men vi tror, der er et uudnyttet PR-materiale i mange af disse lokale udvælgelsesforløb til DM.

Gennemfør flere regionale Skills-mesterskaber 
Der bør skabes mulighed for at løfte disse skolekonkurrencers synlighed og helst også gennemføres flere regionale Skills-mesterskaber – gerne efter et landsdækkende koncept.

Mange erhvervsskoler holder faktisk i dag enten enkeltvis eller i et samarbejde, som for eksempel Copenhagen Skills, et regionalt mesterskab. De regionale mesterskaber går andre steder på skift mellem erhvervsskolerne i en region. I nogle områder er der ingen regionale mesterskaber.

Hvis flere unge skal påbegynde en erhvervsuddannelse, er det vigtigt, at regionale mesterskaber systematisk finder sted i de regioner, hvor der ikke er DM. Det vil understøtte, at flere unge oplever erhvervsuddannelserne flere steder i landet.

Læg dertil en kommunal indsats for at få alle de ældste elever bragt til eventet som tilskuere, og forbered dem inden med undervisningsmateriale som ”Fang erhvervsuddannelserne” – det ligger der allerede.

Forrige artikel Iværksætter til forældre: Red jeres børn fra matematikskrækken Iværksætter til forældre: Red jeres børn fra matematikskrækken Næste artikel Erhvervsskoleformand til regeringen: Husk de unge voksne i EUD-udspil Erhvervsskoleformand til regeringen: Husk de unge voksne i EUD-udspil