Skal vi ikke begynde med begyndelsen, hr. statsminister?

Af Marianne Jelved
Uddannelsesordfører for De Radikale 

Skolen skal til eftersyn. Ikke bare et tjek om udsynet er i orden, bremserne virker, og lygterne har både det korte og det lange lys intakt, og der ikke er rust at banke af.

Nej, der skal et 360 graders eftersyn til. Den skal nærmest skilles ad. Skolen skal til skolesyn hos statsministeren. Hvad skal man nu tænke om det? Statsministeren er ikke rolig. Det er jeg heller ikke. Der er måske brug for forandring. Jeg er enig.

Der er et paradigmeskifte i gang. Rigtig meget af det, vi kan her, det kan de snart også i asiatiske lande. Globalisering og tekniske udviklinger på stort set alle områder følges af stigende krav til kompetencer og kvalifikationer hos alle. Det kan ingen lukke øjnene for. Vores samfund skal have eliter på alle niveauer. Vi skal leve af viden, dele viden og skabe ny viden. Det er uafviseligt i et vidensamfund. Vi skal bare kunne det endnu bedre og mere opfindsomt end andre.

Inden vi springer ud i det, er det nok klogt at gøre sig nogle tanker om nutid, fortid og fremtid og skolens opgaver. Hvordan kan det være, at vi har klaret os så godt i konkurrence med andre og større lande.

Vi er et Foreningsdanmark
Vi dominerer verdensmarkedet med vindmøller, skibstransport, rengøring, medicin, Lego og mange andre områder. Vores soldater er anerkendte for at kunne mere, end soldater normalt måles på. De kan tænke selvstændigt og løse konflikter, inden det går galt i lokalområder.

Folkehøjskolen, andelsbevægelsen og vindmøllerne er født og udviklet i Danmark. Vi taler endda om den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter i fællesskab tager ansvar for arbejdspladserne og vores voldgiftssystem osv. Ja, vi er et Foreningsdanmark, der har bygget på et stærkt civilsamfund.

Sammenlagt skaber det nogle spidskompetencer, som vi har haft med i rygsækken i generationer. Der er fællesskaber bag, der er social omtanke bag, og der er sans for kvalitet. Både højskolerne, andelsbevægelsen og vindmøllerne er eksempler på det, der er drevet frem i et forpligtende fællesskab med en mening, der rækker ud over en ren nyttebetragtning.

Vi tjener også andres behov
Det er i virkeligheden en almen dannelse, der er groet ud af vores historie og måde at tage hånd om den demokratiske udvikling på i Danmark. Vi har været vant til at have deltagelse og medejerskab og ansvar, der rækker ud over den enkelte borgers egeninteresse. Derfor har vi et velfærdssamfund, som virkelig er solidarisk i sin grund, for det tjener ikke kun til min egen fordel. Det tjener også de andres behov. Eller har haft, kan vi måske komme til at skulle sige. Det er ikke lige meget, hvilken vej vi går.

Her ligger grunden til sociale kompetencer, respekt for mangfoldighed og dermed nysgerrighed og evner til at begå sig i mange forskellige kulturelle sammenhænge. Her ligger kimen til at kunne samarbejde og finde kreative løsninger sammen med andre. Ikke så sært, at den medfølgende empati fremmer brugerdreven innovation. Og det selv om vi også kan dele os efter anskuelser, for vi kan lytte og skabe kompromisser, og når det er bedst for helheden, kan eller kunne vi også få konsensus.

Vi har fortiden med os som en vigtig bagage. Men de egenskaber, kompetencer og kvalifikationer skal vedligeholdes, hvis vi mener, de kan gavne os i fremtiden. Eller sagt på en anden måde: Hvad skal vores børn og unge kunne om 15 år? I et vidensamfund i den globale konkurrence. Kan Danmark klare sig ved at konkurrere med de andre lande om det samme? Er det afgørende for vores fremtid, og er det nok, at vi bliver blandt de fem første i PISA i 2020? Er vores lykke i Danmark virkelig afhængig af resultatet af en måling af 15-årige fra 50-60 lande i 2020?

PISA er ikke nok
Jeg tror ikke, det er nok, og jeg tror slet ikke, PISA kan bruges til det formål. PISA bør bruges til at stille spørgsmål til forskerne. F.eks. viser PISA, at Danmark er et af de lande i verden, der har de dårligste resultater i undervisningen af tosprogede elever. PISA giver nogle resultater, som vi kan undre os over, og som forskere og erfarne praktikere må prøve at finde svar på, så vi kan træffe begrundede og faglige valg til at forbedre undervisningen og dermed elevernes muligheder og resultater.

Lad os være enig om, at PISA kan være vigtig, men det er ikke ambitiøst nok, at vi bare er blandt de fem bedste i tre faglige områder.

Derfor bør alle forældre og bedsteforældre og arbejdsgivere gå sammen og finde ud af, hvad de mener, vi skal leve af, og hvordan vi skal leve sammen om 10-15 år. Hvad skal skolen kunne ud over at lære alle elever at læse og løse matematikopgaverne og forstå naturfagene? Det er ikke lige meget, for vores samfund og vores kompetencer og kvalifikationer grundlægges i skolen.

Når vi har fået en fælles forståelse af det, der er vigtigt for vores børn og børnebørn og kommende medarbejdere at kunne, så kan vi langt bedre indrette skolen efter det, der så er meningen med skolen. Derfor, kære statsminister, skal vi ikke begynde med begyndelsen?

debat@altinget.dk