Ret til at vælge gymnasium – eller ret til at få en uddannelse?
DEBAT: Frit valg til at vælge gymnasium vil medføre store omkostninger, og de penge kan bruges bedre, mener Jens Boe Nielsen. Derfor skal elevernes ret til frit at vælge gymnasium i højere grad italesættes som elevernes ret til en fremragende uddannelse, mener han.
Af Jens Boe Nielsen
Formand for Gymnasieskolernes Rektorforening
I hvilket omfang kan gymnasierne imødekomme ansøgernes ønsker om optagelse på et bestemt gymnasium? Det spørgsmål har vi godt og vel en uge til at finde det gode svar på. Landets kommende gymnasieelever har i denne uge indsendt deres ansøgninger om at komme i gymnasiet til sommer. Så inden længe kan vi læse om de elever, som desværre ikke kommer ind på ønskegymnasiet - og vi kan tage del i den mere principielle debat, som handler om, hvorvidt det frie valg af gymnasium skal tages helt bogstaveligt.
Spørgsmålet er, om alle elever har ret til at komme ind på det højest ønskede gymnasium? Mit korte svar er nej. Samfundsøkonomisk vil det være uansvarligt - og praktisk vil det være tæt på umuligt.
I dag får mindst 90 procent af eleverne deres første prioritet opfyldt - hertil får syv procent deres andet eller tredje ønske opfyldt. Det vil sige, at 97 procent af de kommende elever kommer til at gå på et gymnasium, de selv har valgt. Men der er desværre også tre procent, som ikke gør - og det er de og vi selvfølgelig kede af.
Et større puslespil
Hvad kan vi stille op med det? Situationen indeholder et centralt dilemma. Når elever søger, skal de vælge både gymnasium og studieretning. Hver elev kan søge fem forskellige gymnasier. Det er i sig selv et puslespil at få det til at gå op. For de tre procent, hvor det ikke lykkes, placeres eleven på det gymnasium, som er nærmest elevens bopæl og som har ledige pladser. Vores erfaring er nemlig, at stort set alle elever meget hurtigt bliver knyttet til skolen (på grund af de nye kammerater), og at de finder en studieretning, som de bliver glade for. Men det er klart, at nogle elever modtager beskeden om et helt tredje gymnasium med skuffelse.
Hvorfor er det egentlig, at skolerne ikke bare bygger ud, så der er plads til ALLE elever, som måtte ønske det? Udbygninger sker allerede i et vist omfang, men helt lavpraktisk vil det være umuligt at udvide til lige præcis det antal pladser, de kommende elever efterspørger. Vi kan umuligt gætte, hvor mange elever, der søger de enkelte skoler og studieretninger det kommende år. Vi kan se på ungdomsårgangene og gymnasiefrekvensen som en overordnet pejling. Men i fintællingen af eleverne handler det i lige så høj grad om, hvilken skole og hvilke fag, der lige nu er elevernes foretrukne. Det ved vi ikke - og derfor kan vi ikke planlægge i detaljer efter det. Hvis vi alligevel skulle gøre det, ville det komme til at koste mange penge, fordi pladser ville stå ubenyttede hen. De penge vil vi som sektor hellere bruge på de elever, som rent faktisk går på skolen.
Så jeg kunne godt tænke mig, at elevernes ret til frit at vælge gymnasium i højere grad bliver italesat og praktiseret som elevernes ret til at få en fremragende uddannelse. Vel vidende at alle, som har med elevfordeling at gøre, hvert eneste forår gør deres ypperste for, at flest mulige elever får deres højeste ønske opfyldt.
Formand for Gymnasieskolernes Rektorforening
I hvilket omfang kan gymnasierne imødekomme ansøgernes ønsker om optagelse på et bestemt gymnasium? Det spørgsmål har vi godt og vel en uge til at finde det gode svar på. Landets kommende gymnasieelever har i denne uge indsendt deres ansøgninger om at komme i gymnasiet til sommer. Så inden længe kan vi læse om de elever, som desværre ikke kommer ind på ønskegymnasiet - og vi kan tage del i den mere principielle debat, som handler om, hvorvidt det frie valg af gymnasium skal tages helt bogstaveligt.
Spørgsmålet er, om alle elever har ret til at komme ind på det højest ønskede gymnasium? Mit korte svar er nej. Samfundsøkonomisk vil det være uansvarligt - og praktisk vil det være tæt på umuligt.
I dag får mindst 90 procent af eleverne deres første prioritet opfyldt - hertil får syv procent deres andet eller tredje ønske opfyldt. Det vil sige, at 97 procent af de kommende elever kommer til at gå på et gymnasium, de selv har valgt. Men der er desværre også tre procent, som ikke gør - og det er de og vi selvfølgelig kede af.
Et større puslespil
Hvad kan vi stille op med det? Situationen indeholder et centralt dilemma. Når elever søger, skal de vælge både gymnasium og studieretning. Hver elev kan søge fem forskellige gymnasier. Det er i sig selv et puslespil at få det til at gå op. For de tre procent, hvor det ikke lykkes, placeres eleven på det gymnasium, som er nærmest elevens bopæl og som har ledige pladser. Vores erfaring er nemlig, at stort set alle elever meget hurtigt bliver knyttet til skolen (på grund af de nye kammerater), og at de finder en studieretning, som de bliver glade for. Men det er klart, at nogle elever modtager beskeden om et helt tredje gymnasium med skuffelse.
Hvorfor er det egentlig, at skolerne ikke bare bygger ud, så der er plads til ALLE elever, som måtte ønske det? Udbygninger sker allerede i et vist omfang, men helt lavpraktisk vil det være umuligt at udvide til lige præcis det antal pladser, de kommende elever efterspørger. Vi kan umuligt gætte, hvor mange elever, der søger de enkelte skoler og studieretninger det kommende år. Vi kan se på ungdomsårgangene og gymnasiefrekvensen som en overordnet pejling. Men i fintællingen af eleverne handler det i lige så høj grad om, hvilken skole og hvilke fag, der lige nu er elevernes foretrukne. Det ved vi ikke - og derfor kan vi ikke planlægge i detaljer efter det. Hvis vi alligevel skulle gøre det, ville det komme til at koste mange penge, fordi pladser ville stå ubenyttede hen. De penge vil vi som sektor hellere bruge på de elever, som rent faktisk går på skolen.
Så jeg kunne godt tænke mig, at elevernes ret til frit at vælge gymnasium i højere grad bliver italesat og praktiseret som elevernes ret til at få en fremragende uddannelse. Vel vidende at alle, som har med elevfordeling at gøre, hvert eneste forår gør deres ypperste for, at flest mulige elever får deres højeste ønske opfyldt.
Vækstforum må ikke glemme AMU
