Rektorer: Kapacitetsstyring og elevfordeling har ingen gang på jorden

REPLIK: Der findes ikke belæg for, at skoler udkonkurrer hinanden. Unge vælger det uddannelsessted, der bedst afspejler, hvad de vil. Derfor må hver skole sikre, at den er attraktiv for de unge, og derfor har elevfordeling ingen gang på jorden, skriver fire rektorer.

Af Pil Ayoe Paltorp, Peter Westergaard, Birgitte Faber og Dorthe Heider
Hhv. rektor på Niels Brock Innovationsgymnasie, rektor på Niels Brock Handelsgymnasie Julius Thomsens Plads, rektor på Niels Brocks Internationale gymnasie og rektor på Niels Brock Handelsgymnasie Nørre Voldgade

På Altinget kunne man 9. september læse et indlæg af Ivar Lykke Ørnby, uddannelsesdirektør ved U-nord. Med den evigt nærliggende fare for at virke polemisk, virker det alligevel på sin plads at hjælpe læseren med at skelne mellem, hvad der er fakta, og hvad der må siges at være egne holdninger.

Der findes ikke belæg for at udlede, at skolerne udkonkurrerer hinanden. Vi har ikke kunne finde ét eksempel på, at en skole har drejet nøglen om, fordi andre omkringliggende skoler har været snu i forhold at markedsføre deres uddannelser og derved har udkonkurreret dem.

Unge stemmer med fødderne
Men de unge er mobile. I flere omfangsrige studier er det blevet konkluderet, at unge gerne forlænger deres transporttid for at få opfyldt deres ønske om studiested. Både EVA og Implement har lavet de studier.

Der er en stor grad af mobilitet, hvis bare den enkelte kan få lov at vælge. Motivationen for at gå i skole vil naturligvis være dalende, hvis man tvinger den enkelte unge ind på den nærmest-liggende skole.

Med andre ord – de unge stemmer med fødderne. De søger det uddannelsessted, der bedst afspejler det, de gerne vil og den kultur, de ser sig selv som bærere af.

Ingen gang på jorden
Med indførelsen af taxametersystemet i 1991, fik vi erhvervsskoler muligheden for selv at prioritere og disponere ud fra den enkelte skoles tarv.

Det har givet os et bedre råderum for at dygtiggøre os, og for at profilere vores skoler med de særlige kendetegn, de hver især nu en gang har, og ved at være tydelig i vores handlinger og dermed skabe et miljø og et særkende.

Det er den enkelte skoles opgave at sikre, at det miljø er attraktivt for de unge. Og ja, selvfølgelig skal der være uddannelsestilbud, der geografisk set, tilgodeser de unge. Og det er der så vidt vides også.

Af netop de grunde, og i øvrigt med en svært overvejende enighed i erhvervsskolesektoren, har elevfordeling og kapacitetsstyring ikke en sund formålstjenestelig gang på jord – i hvert fald ikke for erhvervsgymnasierne.

Forrige artikel Rektor: At besparelser i uddannelsessektoren handler om markedsføring er et fatamorgana Rektor: At besparelser i uddannelsessektoren handler om markedsføring er et fatamorgana Næste artikel Lærere, elever og rektorer: Elevfordeling skal sikre lige muligheder i hele landet Lærere, elever og rektorer: Elevfordeling skal sikre lige muligheder i hele landet