Rektor: Regeringens taxameterudspil er en skrivebordsøvelse, der er umulig at forklare
Robuste gymnasier uden mange udsatte elever kan nu se frem til at få to til tre millioner ekstra om året. Det er ikke muligt for mig at forklare mine elever, undervisere eller bestyrelsesmedlemmer, hvordan det kan give mening, skriver Susan Mose.
Af Susan Mose
Rektor, Sct. Knuds Gymnasium
På gymnasierne består en af mange fornemme opgaver i at lære unge mennesker, hvordan man dokumenterer og begrunder de synspunkter, man fremfører.
Det ville være rart, hvis dokumentation og begrundelser også fulgte med de taxameter-ændringer på ungdomsuddannelserne, som regeringen netop har fremlagt. Det er desværre ikke tilfældet.
Formålet med ændringerne, som står til forventet vedtagelse med finansloven for 2025, kaldes en omfordeling. Men i praksis er det samtidig en spareøvelse.
Den skal hjælpe trængte ungdomsuddannelser i yderområder og landdistrikter. En hjælp, de har brug for, fordi de i dag er "økonomisk udfordret af faldende ungdomsårgange og dermed faldende statstilskud i de kommende år". Det lyder sympatisk, og det er en problematik, de almene gymnasier på Fyn har været opmærksomme på i mange år.
{{toplink}}
Som et af de store, overansøgte gymnasier i Odense har vi på Sct. Knuds Gymnasium gjort vores for at værne om en decentral skolestruktur:
Vi har holdt vores kapacitet i ro, selvom vi har søgning til flere klasser end dem, vi har, og vi bidrager til, at underansøgte skoler på Fyn ikke bliver drænet for elever.
Denne måde at drive skole på bakker både medarbejdere og bestyrelse op om.
Taxameterændringer rammer skævt
I udspillet til ændringer af taxameterordningen mister vi på min skole ti procent af undervisningstaxameteret for de 200 elever over det magiske antal på 700, som vi har. Det er mange penge.
Hvis vi på gymnasiet vidste, at netop den udvalgte delmængde af "store skoler", som skal punge ud, havde bedre forudsætninger for at aflevere de mange penge, end den øvrige andel af store skoler, som helt slipper for at bidrage, kunne denne del måske forsvares. Men sådan forholder det sig ikke.
To store skoler kan ligge i samme by, have præcis lige mange elever, men på det ene gymnasium fordeler eleverne sig på to skoleformer med hver under 700 elever, mens det andet gymnasium kun har én skoleform.
Den sidste betaler, den første slipper.
Der er ingen forskel på disse to grupper af store skoler, når det kommer til egenkapital. Det er en skrivebordsbeslutning, som ikke kan forklares.
Det bliver desværre værre endnu. For pengene skal jo gå til skoler, som er økonomisk udfordret af faldende ungdomsårgange. Der er skoler i denne kategori, som får en tiltrængt håndsrækning. Men en stor del af skolerne er middelstore, robuste gymnasier.
Nogle af dem har, før demografien gik nedad, været blandt de største i landet. Små kan de ikke kaldes.
Særligt udsatte eller udfordrede elever har de ikke mange af. Men de kan nu se frem til to til tre millioner ekstra. Om året. Det er ressourcer, som en særlig andel af "store skoler" skal betale.
Det er ikke muligt for mig at forklare mine elever, undervisere eller bestyrelsesmedlemmer, hvordan det kan give mening.
Rektor: Regeringen har valgt, at vi skal have færre studenter med naturvidenskab på A-niveau
EVA: Vejen til flere SOSU-medarbejdere går gennem sproglig opkvalificering
