Rektor: Hvis velfærdsstaten skal overleve, skal flere unge ikke vælge en erhvervsuddannelse

Det er, som om politikere og medier ikke er så glade for at tale om løsninger på fremtidens største udfordring for den danske velfærdsstat og måske for fundamentet i det danske samfund, vi kender i dag.

Det er uddannelse af de medarbejdere, der i fremtiden skal drive velfærdsstaten og få det danske samfund til at hænge sammen for såvel virksomheder som for alle os normale familier i vores hverdag.

Det er den store fremtidige mangel på dygtige pædagoger, lærere, socialrådgivere, sygeplejersker med flere.

En velfærdsstat kan udelukkende være en succes, hvis der er dygtige og nok medarbejdere til at yde service til borgerne. Uanset om velfærdsmodellen går i en mere liberal retning, vil medarbejdergrupperne stadig komme til at mangle.

Allerede nu skaber det lave antal studerende bekymringer, men regeringens uddannelsespolitik, der udelukkende fokuserer på at skubbe flere unge i en erhvervsfaglig uddannelsesretning, svarer til at kaste brænde på bålet i denne sammenhæng.

Der vil kun blive endnu færre danskere til at løse de centrale velfærdsopgaver, når flere skal den erhvervsfaglige vej.

Nationalitet betyder noget

I denne sammenhæng har nationalitet faktisk en betydning, da sprog og kulturkendskab er langt vigtigere som lærer eller pædagog end som smed eller industritekniker i en stor international virksomhed.

Derfor er dansk uddannelsespolitik afgørende for velfærdsstatens overlevelse.

Et simpelt spørgsmål kunne derfor være, hvor man som borger helst vil have placeret den sparsomme danske arbejdskraft i fremtiden.{{toplink}}

Skal de danske medarbejdere arbejde i virksomhederne med produktion og service, eller vil vi egentlig ikke hellere have dem til at videregive sprog, demokratiforståelse med mere til vores børn og unge i børnehaver og skoler?

Helt simpelt kan man jo spørge, om vi helst vil have en udenlandsk smed til den lokale produktionsvirksomhed eller en udenlandsk pædagog til den lokale børnehave i fremtiden?

Jeg ved godt, hvordan jeg ville prioritere som politiker.

Der er ingen tvivl om, at de erhvervsrettede fagforeninger bag Socialdemokratiet ønsker flere erhvervsfagligt uddannede danskere og helst ikke ser for dybt ind i det store europæiske arbejdsmarked, vi allerede er en del af.

Forlovelsen mellem de borgerlige og Socialdemokratiet

Den borgerlige del af regeringen har naturligvis virksomhedernes ønsker om flere erhvervsfagligt uddannede som førsteprioritet, og derfor overser og forværrer den nuværende regering den kæmpestore udfordring, fremtidens velfærdsinstitutioner står overfor.

Nemlig at fremtidens velfærdsinstitutioner enten ikke kan skaffe medarbejdere, eller i langt højere grad er nødt til at importere arbejdskraft fra udlandet.

Det er uden tvivl fornuftigt at give unge mennesker flere muligheder på de nuværende ungdomsuddannelser, så også elever på gymnasiale uddannelser senere kan vælge en erhvervsfaglig vej. Men ved at begrænse adgangen eller nedprioritere de almene gymnasier vil man samtidig skære roden over på det nuværende velfærdssamfund.

Det almene gymnasium er nemlig hovedleverandør af unge danskere til velfærdsuddannelserne. Det er studenter fra stx og HF, der bliver pædagoger, lærere, socialrådgivere og sygeplejersker.

Dermed giver færre studenter også færre velfærdsmedarbejdere i fremtiden.

Ønsker man også i fremtiden dygtige danske pædagoger i børnehaver og vuggestuer eller dygtige danske folkeskolelærere, så skal man uddannelsespolitisk også lede mange dygtige unge danskere i retning af HF og stx.

Der er ingen tvivl om, at den historiske alliance mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet er baseret på, at de borgerlige partier stod for at støtte anstændige og ordentlige virksomheder, og at Socialdemokratiet samtidig har kunnet holde styr på arbejdstagerne.

På den måde har begge sider gjort sig regeringsduelige. Dermed har de samtidig kunne føde det barn, vi kalder den succesfulde danske velfærdsstat.

Den forlovelse, der længe har været mellem borgerlige partier og Socialdemokratiet, er nu endt i et ulykkeligt ægteskab, hvor enebarnet velfærdsstaten har dystre fremtidsudsigter, hvis ikke der uddannelsespolitisk sikres en bedre og mere sikker vej hen til fremtidens velfærdsarbejdspladser.{{toplink}}

debat@altinget.dk