Professionshøjskole: Pædagoger sluger ekstra stor pille

DEBAT: Skolerne såvel som politikerne er enige om, at pædagoger er afgørende for vores alles fremtid. Alligevel fastholder man et krav om besparelser på pædagoguddannelser, der i forvejen er underfinansierede, skriver Lisbeth Harsvik, uddannelsesdirektør på Professionshøjskolen UCC. 

Af Lisbeth Harsvik
Uddannelsesdirektør, Professionshøjskolen UCC

Når professionshøjskolerne igen i år skal spare to procent som følge af finanslovsnedskæringer, truer det naturligvis kvaliteten på vores uddannelser. De årlige ’omprioriteringsbidrag’ har betydning for kvaliteten af den uddannelse, vi kan tilbyde de velfærdsmedarbejdere, der om få år skal arbejde med vores børn, unge, syge, udsatte og ældre.

Vi er i forvejen pressede
At pædagoguddannelsen rammes særligt hårdt af besparelserne, som har været et vilkår siden 2015, skyldes, at uddannelsen i forvejen er økonomisk underprioriteret. Sammenlignet med stort set alle andre professionsbacheloruddannelser modtager pædagoguddannelsen et kritisabelt lavt taxametertilskud, hvilket allerede før finanslovsbesparelserne presser uddannelsen af pædagoger ekstra hårdt.

Det er ikke kun UCC som professionshøjskole, der har tårnhøje ambitioner for fremtidens pædagoger. Samtlige politiske partier er mere end nogensinde før bevidste om, at netop pædagoger spiller en afgørende rolle for vores børns trivsel og udvikling – og dermed også for deres fremtidsmuligheder.

Der er bred anerkendelse af, at dygtige pædagoger styrker børn fra vuggestue til ungdomsår – uanset barnets sociale baggrund eller forudsætninger. Pædagoger gør en forskel for børns livsduelighed og fremtidsmuligheder, hvilket gavner både det enkelte barn, familien og samfundet.

En af samfundets vigtigste professioner
Den uddannelse, vi som samfund tilbyder vores kommende pædagoger, må afspejle de helt centrale opgaver, vi ønsker, de skal løfte – i dagtilbud, hvor der er en forstærket læreplan på vej, og i skoler og fritid, hvor de sammen med lærerne skal sikre, at alle børn trives og lærer mest muligt.

Alle uddannelsesinstitutioner er ramt af de årlige besparelser. UCC har Danmarks største pædagoguddannelse, og her må vi i år sige farvel til en række dygtige medarbejdere alene som konsekvens af nedskæringerne på finansloven. Fortsatte uddannelsesbesparelser kombineret med et i forvejen alt for lavt tilskud til en af velfærdssamfundets vigtigste professioner er den helt forkerte vej at gå.

Forrige artikel Claus Hjortdal: Folkeskolen skal ikke være en politisk kampplads Claus Hjortdal: Folkeskolen skal ikke være en politisk kampplads Næste artikel Danske Skoleelever: Sådan forhindrer vi indoktrinering på friskolerne Danske Skoleelever: Sådan forhindrer vi indoktrinering på friskolerne