Lærling: Vi straffer stadig de unge, der vælger en anden vej end gymnasiet

Lærlingeoprøret har allerede taget det første spadestik i kampen mod uddannelsessnobberiet, men spørgsmålet er, hvor dybt denne kamp egentlig stikker?

Uddannelsessnobberiet har rod i selve systemet og præger den måde, vi tænker og udfører uddannelse i Danmark på. Det er på tide at sætte en stopper for denne strukturelle diskrimination af erhvervsuddannelserne.

Der hersker en udbredt mistillid til erhvervsskolerne, som har sat sig dybt i bekendtgørelser og lovgivning. En mistillid, som har ført til strammere regler og mindre frihed sammenlignet med gymnasierne. Men hvorfor skal vores gode erhvervsskoler straffes hårdere, når der findes rådne æbler i alle bundter?

Gymnasierne får frie tøjler og flere ressourcer, mens erhvervsuddannelserne holdes i en kort snor. Det er uretfærdigt og direkte skadeligt for vores uddannelsessystem.

Ikkeeksisterende frafald

Synet på erhvervsuddannelserne er skævvredet, og det går fra styrelserne og helt ind i folketingssalen. Det er ikke, fordi de hader erhvervsuddannelserne – det er langt mere subtilt end det.

Men konsekvensen er, at erhvervsskolerne ender med en tung elevmasse, som strukturerne ikke formår at løfte. I stedet tynges de ned af regler og en stivnet kultur, som hverken tilgodeser eleverne eller deres uddannelse.

Denne negative spiral tog fart med erhvervsskolereformen i 2014. Reformen var tiltænkt at forbedre systemet, men i stedet blev erhvervsuddannelserne begravet i bureaukrati.

Flere regler og strammere kontrol førte til en nærmest absurd situation, hvor skolerne tvinges til at bruge tid og kræfter på at tækkes ministeriet fremfor at fokusere på eleverne.

Eksempelvis har vi det herlige fænomen, hvor en elev, der skifter fra tømreruddannelsen på GF1 til snedkeruddannelsen på GF2, registreres som frafald – selvom eleven blot har ændret retning.

Og hvad fører dette til? Et hav af unødvendige dokumentationskrav, hvor skolerne skal redegøre for "frafald", der reelt ikke eksisterer. Alt imens bliver de reelle frafaldstal for erhvervsuddannelserne blæst op og brugt som argument for endnu flere regler og tilsyn.

Pengene følger gymnasierne

Når vi taler om ungdomsuddannelser, er det tydeligt, at der er en skæv fordeling af midlerne. Gymnasierne sidder på flæsket, mens erhvervsuddannelserne halter bagefter.

{{toplink}}

Taxametersystemet giver gymnasierne en uforbeholden fordel i at kunne skabe de nødvendige rammer for god undervisning. Det gør de, fordi de har en forholdsvis stabil elevmasse gennem tre år. Dette gør det lettere at planlægge deres økonomi og udvikle deres uddannelser.

Det modsatte gør sig gældende på erhvervsuddannelserne. Svigtende elevtal og et taxametersystem, som ikke giver grobund, gør, at erhvervsuddannelserne er i en evig kamp om overlevelse.

Det er svært for erhvervsuddannelserne at dække deres basale behov, og det resulterer i, at der simpelthen ikke er ressourcer til at sikre en god overgang til lærepladser.

Reelt set burde skolerne være fyrtårne i samarbejdet med virksomhederne, særligt de mindre, om at tage lærlinge. Men nej, der er hverken tid, penge eller ressourcer til det.

Det er tid til at hæve grundtilskuddet til alle ungdomsuddannelser markant og indføre et holdtaxameter, så vi sikrer, at alle elever får en fair chance, uanset hvilken uddannelse de vælger.

Strukturen spænder ben

Strukturen på erhvervsuddannelserne favoriserer de elever, som allerede har et klart mål og en stærk vilje. Men for dem, der har brug for ekstra støtte, er systemet en forhindringsbane.

De skiftende lærere og forløb skaber ikke den nødvendige ro, der skal til for, at eleverne kan blomstre. I stedet forvandler systemet sig til en ørken, hvor elever med særlige udfordringer risikerer at visne.

Tag for eksempel 26-timersreglen fra reformen i 2015. Den skulle sikre, at erhvervsskoleelever får tilstrækkelig undervisning, men har i praksis ført til et bureaukratisk mareridt.

Vores skoler bruger enorme mængder arbejdstid på at administrere hver eneste elevs timetal for at tilfredsstille ministeriets krav. Og hvad med gymnasierne? Der er frit slag, for her stoler man på, at de overholder timekravene. Denne ressource kunne have været brugt på mere nærhed og kontakt til eleverne eller udvikling af nyt læringsmateriale.

Timetalsberegningen bør derfor ændres til at ligne den på de gymnasiale uddannelser, hvor fokus er på minimumstimer i de enkelte fag, hvilket vil give mere fleksibilitet og mulighed for at tilpasse undervisningen lokalt.

Utilstrækkelig SPS-støtte

Over 50 procent af eleverne på erhvervsuddannelser har brug for den socialpædagogiske støtte (SPS). Men den nuværende struktur er utilstrækkelig.

{{toplink}}

Hvor gymnasierne har ressourcer til at prioritere området, er pengekassen tom på erhvervsuddannelserne. Samtidig mangler der krav til de vejledere, som skal hjælpe eleverne.

Hvis vi skal lykkes med at få flere igennem deres uddannelse, er det altafgørende at sikre en ordentlig SPS-støtte, som reelt favner de elever, der har brug for en kærlig hånd.

SPS burde også kunne støtte eleverne, når de er i virksomhederne, og hjælpe med at sikre, at lærlinge får den støtte, de har brug for i praksis.

Dette er blot nogle eksempler ud af mange på regler og strukturer, der viser en dybt indgroet mistillid til vores erhvervsskoler.

Det er tid til at gentænke, om vi virkelig vil fortsætte med at straffe de unge, der vælger en anden vej end gymnasiet, eller om vi endelig vil give dem de muligheder og den støtte, de fortjener. Kære Mattias Tesfaye, som erhvervsuddannelsesminister er det på tide at tage det strukturelle opgør.

debat@altinget.dk