Kunstskole: Rådhuset underminerer Københavns kreative rygrad

DEBAT: Budgetforliget for 2019 i København skærer næsten halvdelen af støtten til københavnske daghøjskoler. Det vil gøre daghøjskoler til et eksklusivt tilbud for de velhavende og svækker København som kreativ hovedstad, skriver Niels Nørlem, skoleleder på VERA Skole for kunst & design.

Af Niels Nørlem
Skoleleder på VERA Skole for kunst & design

Partierne bag budgetforliget for 2019 i København har glemt, hvor vigtige de unge i byens kreative vækstlag er, og sparet byens daghøjskoler i stykker.

Selvom nedskæringerne er i direkte modstrid med kommunens egne målsætninger om at styrke den kreative vækst i København, herunder en nyligt vedtaget kunststrategi for byen.

De kreative daghøjskoler i København er ikke et enkeltstående event, som man kan give penge ét år og ikke det næste. 

Nedskæring svækker København som kreativt kraftcenter i Europa
Det har været en langsigtet investering at skabe skoler og miljøer, der kan fodre byens kreative produktion og skabe et spændende og mangfoldigt byliv. Det vil nu blive smidt ud eller skåret ned til ingenting. Nedskæringen svækker Københavns mulighed for at spille en rolle som kulturelt og kreativt kraftcenter i Europa. 

De unge københavnere, der har gået på byens kreative daghøjskoler, er igangsættere for liv og kreativ vækst for København og den bedste reklame for København som levende by.

Budgetpartierne vil spare 10 millioner kroner ud af de fem skolers ’normale’ tilskud på 23 millioner kroner. Det er så voldsomt, at det ikke kan hentes ind ved at forhøje elevbetalingen.

Højere kursuspris vil udelukke mange 
En dobbelt eller tredobbelt kursuspris på 25–30.000 kroner er kun for de rige og de få, og det vil temmelig hurtigt medføre, at skolerne må lukke.

Det vil spærre den indgang til videregående kreative uddannelser, som daghøjskolerne udgør for unge fra alle socialklasser – med deres talent, erfaringer og livsperspektiver.

Skolerne giver hvert år over 300 kreative, passionerede og hårdtarbejdende unge, der forsørger sig selv uden SU, mulighed for at afprøve deres interesser og drømme i praksis – og dermed afklare sig om videre uddannelse og livsbane.

De kreative daghøjskoler i København udgør første trin i en fødekæde af talent til kunstneriske og kreative uddannelser samt kreativ produktion.

Daghøjskoler hjælper unge københavnere til optagelse på uddannelser
De fire kreative daghøjskoler medvirker hvert år til, at op mod 100 unge københavnere optages på kunstneriske og kreative uddannelser: teaterskoler, kunstakademier, musik-konservatorier, Filmskolen, arkitektskoler, designskoler, Mediehøjskolen, fotojournalist-uddannelsen m.v.

Skolerne har bevist deres værdi for byen og for hele den kulturelle og kunstneriske verden, og ikke mindst for unge med kreative interesser og drømme, som søger til skolerne i så stort tal, at skolerne har lange ventelister.

Det vil de kortsigtede beslutninger i budgetforliget for 2019 smide ud med badevandet.

Forrige artikel Erhvervsskolerne til politikerne: Giv os et forlig af høj kvalitet Erhvervsskolerne til politikerne: Giv os et forlig af høj kvalitet Næste artikel Bente Sorgenfrey: Alle uddannelser skal fritages fra sparekrav Bente Sorgenfrey: Alle uddannelser skal fritages fra sparekrav