KL om FGU: De unge er for vigtige til et mudret kompromis

Af Martin Damm
Formand for Kommunernes Landsforening

Debatten om den forberedende grunduddannelse (FGU) har allerede fejret et års fødselsdag.

Fra regeringen nedsatte sin ekspertgruppe i 2016 og frem til i dag er der sagt mange ord i sagen. Fra institutionsside, fra fagforeninger, fra parter på området og fra regeringen og KL.

Regeringen og vi delte i vores udspil en ambition om at løse opgaven med de alt for mange unge, der ikke kommer i job eller uddannelse tættest på dér, hvor de unge er: Hos os i kommunerne. Fordi vi kender de unge fra vores skoler, fra vores ungdomsskoler, fra vores jobcentre og fra vores ungdomsvejledning.

I kommunerne har vi desuden sagt, at vi gerne påtager os opgaven. For vi har brug for de unge – både som faglært og ufaglært arbejdskraft.

Vi har ikke råd til at miste dem. Noget, vi i alt for høj grad gør i dag i de mange uigennemskuelige tilbud, der findes på området. Vi giver de svageste unge de sværeste valg, sagde vi dengang. Og det mener vi stadig.

Tavshed fra Christiansborg
Derfor går vi ind for en lov med et klart defineret formål, nemlig uddannelse og job.

Regeringen og KL var også enige om, at kommunerne skulle have frihedsgrader til at løse opgaven. Netop for bedst at møde målgruppen dér, hvor den er – og for netop at kunne tilpasse løsningen til de lokale forhold og til den enkelte unges behov.

Det mener vi stadig i kommunerne. Og vi håber, at regeringen gør det samme.

Men i de seneste måneder har der været stille om sagen, mens der er blevet forhandlet på Christiansborg. Tavshed behøver ikke altid at være guld.

I dette tilfælde frygter vi, at tavsheden snarere handler om at tælle til 90, og at man på Christiansborg er i gang med at indgå et kompromis, der gør det vanskeligt at løse opgaven i kommunerne.

Det vil betyde, at vi endnu en gang svigter en målgruppe, der allerede er blevet svigtet alt for mange gange.

Lovgivning må ikke være benspænd
Vi frygter en one size fits all-model, som slet ikke tager hånd om det faktum, at målgruppen spænder bredt.

Fra unge, der blot skal have løftet deres faglige niveau i dansk og matematik, til unge med massive sociale og personlige udfordringer, der skal have hjælp på mange planer.

I kommunerne er vi forpligtet til at hjælpe begge grupper, både inden for lovgivning i forhold til vejledning og på beskæftigelses- og familieområdet.

En ny uddannelseslov skal kunne flettes ind i de eksisterende lovgivninger – ikke skabe nye benspænd for de unge og kommunerne, der skal hjælpe de unge med at nå deres mål.

Det, vi har brug for, er en fleksibel rammelovgivning, som kan tilpasses de forskelligartede behov, der er rundt om i vores lille land. En lovgivning, der med fordel kunne være inspireret af loven om ungdomsskoler, der med afsæt i lokale forhold giver både mulighed og rammer for mange varierede tilbud.

Den ramme, vi beder om for at kunne løse opgaven i kommunerne, hviler på følgende principper:

• En rammelov med frihed til at tilrettelægge indholdet til den meget differentierede målgruppe
• En klar formålsbeskrivelse i loven, der peger mod uddannelse eller job
• Kommunalt visitationsansvar
• Kommunal frihed til opgaveløsningen inden for visitationen
• Fravær af bureaukratiske målesystemer og afrapportering, der tager tid fra opgaven
• En økonomisk ramme, der giver kommunal frihed til at prioritere ift. målgruppen
• En økonomisk ramme, der afspejler den eksisterende fordelingsnøgle og byrdefordeling mellem stat og kommune.

Så kære regering – kære Christiansborg. Ja, vi vil gerne påtage os opgaven i kommunerne. Og vi er klar til den. Men det skal være på nogle principper, der giver frihed til opgaveløsningen. Af hensyn til de unge. De er langt vigtigere end at kunne tælle til 90.

debat@altinget.dk