K: Værn om traditionerne i undervisningen

DEBAT: Institutionernes dannelse af vores ungdom er desværre over de seneste par år blevet nedprioriteret i et system, som helt har glemt vores stolte historie og arv, skriver Anders Retz Johansson (K).

Af Anders Retz Johansson (K)
MF stedfortræder for Mai Mercado (K)

For Det Konservative Folkeparti er drømmen at overlevere et uddannelsessystem med mere faglighed og dannelse til vores børn. For institutionernes dannelse af vores ungdom er desværre over de seneste par år blevet nedprioriteret i et system, som helt har glemt vores stolte historie og arv.

For os står det helt klart: Vores fremtid er vores børn. Og de skal ikke bare uddannes for at blive til noget, de skal også blive til nogen!

En historisk arv er vigtig
Vores baggrund og historie betyder noget. Vi bærer alle på en historisk arv – og hvis vi glemmer at fortælle vores børn om dette, så bliver den tabt i de kommende generationer.

Derfor mener jeg også, at man ikke bør sammenkoble historie, oldtidskundskab og religion i ét fag, som regeringen lagde op til i deres gymnasieudspil. Tværtimod skal man netop styrke undervisningen i for eksempel kristendom.

Danmark bygger på et kristent grundlag. Til dem, som skulle have glemt det, så var det faktisk folkekirken, som finansierede og lagde grundlaget for store dele af den velfærd, som vi nyder godt af i dag. Derfor burde det også være åbenlyst for enhver, at vores ungdom selvfølgelig skal kende til de kendsgerninger, som har skabt den verden, de lever i.

For det er nu engang sådan, at hvis man ikke forstår de værdier og normer, som omgiver os, så er ens forudsætninger for at indordne sig i Danmark væsentlig forringede. Det mærker vi helt tydeligt, når integrationen slår fejl, og parallelsamfund opstår i dele af Skyggedanmark.

Og min holdning er simpel: Danmark har ikke plads til parallelsamfund – derfor skal vi styrke dannelse!

Vi skal værne om vores traditioner
Vi har lavet en vision 2034, som giver vores bud på, hvordan Danmark bør se ud i fremtiden. Her er der blandt andet sat fokus på mere undervisning i religion, men vores traditioner og højtider er også i højsædet.

For helligedage må ikke bare blive et synonym for fridage – det er vores arv for stor til.

Grundlovsdag, julen og mange andre dage har vi danskere kært, fordi vores historie betyder noget. Det skal den også gøre i fremtiden, og derfor er det helt afgørende, vi bibeholder og værner om de traditioner, som binder vores samfund sammen. Af samme årsag ønsker Det Konservative Folkeparti at fremtidssikre disse traditioner – og ikke mindst sørge for, at religiøse hensyn aldrig kommer til at ødelægge danske værdier.

Forrige artikel SF: Regeringen går for langt med SU-nedskæringer SF: Regeringen går for langt med SU-nedskæringer Næste artikel Gymnasieelever: Reform har modsatrettede hensigter Gymnasieelever: Reform har modsatrettede hensigter