Hvordan genfinder skolen sine grunde til at være til?
DEBAT: Skolen kan være meget mere, end den har været de seneste år. Med højere til loftet og mere tillid kunne skolen få frihed til at danne – og ikke blot uddanne – eleverne, mener Steen Nepper Larsen, forsker på DPU.
Af Steen Nepper Larsen,
lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet
Det er et kolossalt problem, at den nyliberale konkurrencestat nærer en dyb og offensiv mistillid til skolens konkrete indvånere, det vil sige til tusindvis af lærere og elever fra Grenen til Maribo Sø, og at den bombarderer dem med alt fra elevplaner og nationalistiske kanon-lister til bekostelige og tidskrævende kontrol- og evalueringssystemer.
Skolen er igennem de senere år blevet gjort til en særdeles nyttig og forslået prygelknabe. Den er blevet underkastet en hel hær af skole-eksterne rationaler, der har tvunget den til at være noget andet, end den er og ikke mindst kunne være.
Mange unge friske kræfter vælger slet ikke at blive lærere. De flygter væk fra det dårligt lønnede arbejde, der synes at nyde så ringe prestige og modtage så lidt anerkendelse i offentligheden og på Tinge.
Frihed fra forældre og forvaltning
Der burde indføres reformpause, thi skolen er blevet transformeret til det stressede og bekendende dyr. Både forvaltningsapparatet og forældrene rejser en række skriftestole og gør sig selv til selvgode smagsdommere. Forældrene gøres til uddannelsesforbrugerinteressenter og til småmopsede krav-artikulatorer, der altid kan sidde i baghånd og sammenligne ydelserne. Snart vil de sikkert også blive udstyret med såkaldte kvalitetsrettigheder.
Men både forældrene og staten burde skænke skolen frihed til at udvikle sig på sine egne præmisser hinsides forkvaklede og ubehagelige former for central styring og måling af menneskets begær, videnstørst, nysgerrighed og virkelyst.
Som behørig modtale fødes dette motto ud af mit syngende og syrlige tastatur: For retten til at tænke og handle frit og ustrategisk i den danske skole!
Skolen skal have højt til loftet
Efter at kompetence-, konkurrence- og kontrolbølgen løber tør - om det nogensinde skulle ske - må skolen til at genbesinde sig på, hvad det overhovedet vil sige at være skole.
At drive skole vil sige at danne et videns- og læringsrum, hvor der er højt til loftet i mere end én forstand. Det drejer sig om at skabe et sted i både verdens og virtualitetens trafik, hvori såvel lærere som elever kan tåle at blive overraskede, mens de undersøger verdens vrimmel og lærer at undre sig sammen og hver for sig.
Det drejer sig ikke blot om at få præsenteret en perlerække af kunstneriske værker og civiliserende fremskridt, men også om at udforske verdenshistoriens skyggesider. Udfordringen og den vågne dagdrøm består i, at eleven udvikler en kritisk dømmekraft, erhverver sig en faglig ballast og bliver autonom i den bedste betydning af ordet. Skolen kan og bør spille en vigtig rolle i menneskets livslange anden fødsel. Den bør eksistere med en egen fylde og værdighed.
Uddannelse og dannelse
Skolen skal muliggøre dannelse og ikke blot være en uddannelsesmaskine. Eleven er ikke reducérbar til et omvandrende potentiale af kompetencer, der skal forfines, så hun kan blive klar til at kaste sig ud på arbejdsmarkedet for at deltage i den globale konkurrence og kappestrid.
Elevens liv skal ikke gøre til et CV-katalog og hans kreativitet skal ikke partout gøres til en individuel vare, der en dag skal sælges på arbejdsmarkedet. Eleverne er andet og mere end små udgaver af rationelle, præferencestyrede og selvrealiserende homo oeconomicus'er i svøb.
Skolen skal være noget andet end endnu et tilbud om underholdning. Den må eksperimentere med, hvordan samfundets historie, videnskabens nybrud og tænkningens snoninger kan arves kritisk og gøres levende.
Højkulturen må gives mæle i skolen, samtidig med at eleverne får mulighed for at decentrere sig selv og hinanden og røntgenmikroskopere fænomener som danskhed og den højtbesungne nationale 'sammenhængskraft'. Dét er den stedsegrønne opgave.
