Hvordan fastholder vi eleverne i en reformtid?
DEBAT: I en tid hvor skolerne bliver reformeret som aldrig før, må vi ikke glemme vigtige initiativer, der skal motivere og fastholde eleverne på skolerne. Det skriver Kristine Hecksher, projektchef på Videnscenter om fastholdelse og frafald.
Af Kristine Hecksher
Projektchef på Videnscenter om fastholdelse og frafald
Fastholdelse og målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015, har fyldt meget i den uddannelsespolitiske dagsorden de senere år.
Ikke mindst fordi frafaldsprocenten det meste af tiden har ligget på cirka 20 procent – altså et godt stykke fra de ønskede fem procent.
Flere initiativer på skolerne
Mens presse og politikere har diskuteret, om vi vil nå målet om de 95 procent, så har skolerne arbejdet med en lang række tiltag, der har skullet fastholde eleverne: Mentorordninger, morgenvækning, bevægelse i undervisninger og lektiecaféer er bare noget af det, som skolerne har grebet til.
Metoder og ordninger som hver for sig har været succesfulde, men som ikke har kunnet løse nogle af de grundlæggende problemer, som ligger bag frafaldsproblematikken.
For eksempel, at der siden den økonomiske krises begyndelse har manglet praktikpladser inden for en lang række fag. At en del af eleverne har manglet basale færdigheder i at læse, skrive og regne.
At et stigende antal unge har diagnoser, og andre typer af problemer, som gør det meget svært for dem at møde uddannelsessystemets krav.
At der har været en generel motivationskrise blandt unge, som blandt andet bunder i, at den uddannelse, de møder i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, ikke opleves som meningsfuld: De har svært ved at få skoleliv og ungdomsliv til at hænge sammen.
Vi skal gøre brug af vores erfaringer
De reformer, som rammer både folkeskole og erhvervsskoler i disse dage, hænger tæt sammen med den manglende succes, vi har haft med at få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Og ingen tvivl om, at der har været et behov for at nå et spadestik dybere ned i forhold til de løsningsmodeller, vi griber til. Jeg vil ikke begynde at spå om, hvordan reformerne vil påvirke frafaldsprocenten, men i stedet pege på, hvilke gode og vigtige erfaringer vi har gjort indtil nu og ikke må glemme, når reformerne træder i kraft.
Vi ved, at det er af afgørende betydning, at eleverne bliver mødt af nogle faglige udfordringer, som modsvarer de kompetencer, de har. Det vil sige, at alle unge, der mødes af enten for lave eller for høje faglige krav, kan miste motivationen for at lære.
At møde eleverne, der hvor de er, og om nødvendigt give dem ekstra øvelser eller forklare stoffet på en helt anden måde, det er en udfordring, som først og fremmest løftes af den enkelte lærer.
Fastholdelse begynder og slutter hos lærerne
Det kræver faglige kompetencer, det kræver et engagement og nogle rammer, der gør det muligt at undervise differentieret og inkluderende. Det kræver også, at læreren ser den enkelte elev og handler, hvis eleven udviser tegn på at være frafaldstruet.
På ledelsesniveau skal der være strategier for, hvordan man koordinerer indsatsen og sætter ind så tidligt som overhovedet muligt.
I bestræbelserne på at reformere uddannelsessystemet må vi ikke glemme, at fastholdelse begynder og slutter hos læreren.
Lærerne skal motiveres til at motivere eleverne, og det gør vi blandt andet ved at påskønne lærernes indsats og fremhæve, at ”fastholdelse af elever” er en vigtig del af lærergerningen.
Det er en viden, som ikke må blive skyllet bort af reformbølgen.
Fælles opgave at få studenter i videre uddannelse
