Hvem tager ansvaret for uddannelse i Danmark?
DEBAT: Rektorerne skal ikke enerådigt bestemme, hvem der skal ind på gymnasierne, mener formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS). Kapacitetsfastsættelse og elevfordeling er områder, Undervisningsministeriet skal tage ansvar for, skriver han.
Af Frederik Gjørup Nielsen
Formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS)
Kapacitetsfastsættelse og elevfordeling. Det oser ikke ligefrem af skandaler og avisforsider. Men det er alligevel et område, der kommer til at have en utrolig stor betydning for hvilken retning gymnasieområdet skal bevæge sig hen i det næste mange år.
I den kommende måneds tid forventes det, at undervisningsministeren præsenterer sit forslag til lovændring. Det store spørgsmål er, om Tina Nedergaard fjerner de sidste kontrolinstanser i elevfordelingssystem og i stedet lader rektorerne enerådigt bestemme, hvem de vil have ind på deres gymnasium.
Forpligtende fællesskaber
I DGS ønsker vi ikke, at rektorerne skal have lov til at afvise elever i gadedøren.
Vi mener ikke, at man kan lade fornuften på vores uddannelser være styret af den enkelte rektors ego og ekspansionstrang. Derfor mener vi, at der stadig er behov for forpligtende fællesskaber, der sammen løser de uddannelsesudfordringer vi står med.
Et af argumenter for decentralisering har været, at skolernes selveje burde give dem ret til selv at bestemme, hvem og hvor mange der skulle være kunder i butikken. Ikke overraskende er argumentet primært blevet fremført af rektorer fra centralt beliggende skoler med høje ansøgertal.
En ekspansion af de store skoler ville hurtigt støvsuge eleverne fra de mindre skoler. Netop den problematik bliver kun forstærket i udkantsområderne, hvor man tilmed mange steder har uudnyttet kapacitet.
Kigger man på erhvervsskolerne, kan man se, at samme styringsfilosofi har betydet store centre med dertilhørende dårlig uddannelsesdækning.
Uddannelse uden bremser
Selvom problemerne set udefra er mange, har det fra dag et været regeringens politik at skubbe problemerne og ansvaret ud på skolerne. Det er vidunderligt for undervisningsministeren af to årsager.
Først og fremmest kan undervisningsministeren nu med ro i sindet give rektorerne ansvar for alle problemer ude på skolerne. Det har været udpræget i debatten omkring klassekvotienter. Selvom rektorerne er bundet på hænder og fødder, når nedskæringerne kommer fra centralt hånd, så får de alligevel ansvaret for konsekvenserne. Tager man elevfordeling, kan man med et snuptag og en lovændring flytte ansvaret for den enkelte elevs skæbne ud på skolerne i stedet for hos de centrale fordelingsudvalg, som man har i dag.
Udover at flytte ansvaret for driften ud på skolerne har de seneste undervisningsministre også flyttet alle faglige problemer ud på skolerne.
Med frafaldstal, der kun er blevet dårligere siden år 2001, kan man spørge sig selv, om det ikke var tid til en faglig gennemgang af alle ungdomsuddannelserne. Spørgsmålet om frafald kan vi i hvert fald ikke isoleres til et spørgsmål om rammer alene. Begreber som fælles dannelse og fagkundskaber er blevet smidt over bords i en higen efter decentralisering og ansvar for egen læring.
Tina Nedergaard kommer med stor sandsynlighed til at fortsætte regeringens linje. En linje, hvor kontrolmekanismer fjernes, og visionerne er svære at få øje på.
I DGS mener vi, at ansvaret for vores uddannelser skal være på fællesskabets hænder. Vi mener, at Undervisningsministeriet er der, hvor man løser de problemer vi står med her og nu, og der, hvor diskussionerne om fremtidens skole tages.
Sundhedsprofessionerne bliver overset
