Håndværksrådet ønsker forskellige krav til forskellige uddannelser

DEBAT: Håndværksrådet hilser højere karakterkrav til gymnasiet velkomment, men efterspørger, at folkeskolens vejledning kan give et bedre billede af mulighederne for forskellige former for ungdomsuddannelser. 

Af Heike Hoffmann
Chefkonsulent i Håndværksrådet

Håndværksrådet er enig med regeringen i, at adgangskravet til de gymnasiale uddannelser bør være 4 i dansk og matematik. Adgangskravet til den gymnasiale erhvervsuddannelse – eux – skal fortsat være 2 i dansk og matematik, fordi:

  • Folkeskolens afgangsprøve måler primært på akademiske kompetencer, så det giver mening at kræve mere end blot bestået som adgang til uddannelser, hvor de unge har brug for netop disse kompetencer.
  • Højere adgangskrav til de gymnasiale uddannelser end til erhvervsuddannelserne sender et signal til eleverne i folkeskolen, deres forældre, vejledere og lærere om, at en studentereksamen stiller andre krav end et svendebrev.
  • Vi har brug for, at færre unge vælger studenterhuen, og karakterkrav kan være med til at sætte en prop i automatvalget.
  • Adgangskrav til eux er fortsat 2 i dansk og matematik, fordi eux er en erhvervsuddannelse med gymnasiale fag, ikke en studentereksamen med håndværk klistret på.

Karakterkrav skaber ikke hierarki
Skaber vi nye hierarkier mellem ungdomsuddannelserne, når vi stiller højere krav til studenterhuen end til svendebrevet? Nej, ikke hvis vi holder fast i argumenterne om, at vi skal stille forskellige krav til forskellige uddannelser. En erhvervsuddannelse er ikke mindre værd eller stiller mindre krav end en studentereksamen – uddannelserne er grundlæggende forskellige, fører forskellige steder hen, og derfor må vi stille forskellige krav.

Og vi må også se på, om det giver mening at lade unge mennesker vælge 100 procent frit i forhold til interesser. Vi er nødt til at fortælle eleverne i folkeskolen, at der ikke er brug for, at 80 procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse, der fører til en videregående uddannelse. Lige nu er et af de bedste redskaber hertil krav om karakterer. Det er derfor, vi bruger det redskab.

Vejledning i folkeskolen skal udfordre de unge
Regeringens udspil indeholder også en ekstra udfordring af de unges uddannelsesvalg i løbet af den første tid på en gymnasial uddannelse, og Håndværksrådet støtter principielt og generelt, at unge i folkeskolen udfordres på deres valg af ungdomsuddannelse.

Desværre er det fortsat en mangelvare at blive udfordret på sit valg af ungdomsuddannelse i folkeskolen, og Håndværksrådet vil derfor også fremadrettet have en meget skarp stemme i debatten om vejledning i folkeskolen:

Vejledningen skal i langt højere grad end i dag udfordre de unge, så de mange muligheder for både en klassisk erhvervsuddannelse, eux og talentforløb kommer til at stå langt klarere i billedet af, hvilke valgmuligheder man har, når man skal videre fra folkeskolen.

Forrige artikel Venstre: Derfor er gymnasiet ikke for alle Venstre: Derfor er gymnasiet ikke for alle Næste artikel UCC: Genindfør dansk som andetsprog på læreruddannelsen UCC: Genindfør dansk som andetsprog på læreruddannelsen