GR: Hvornår er et flertal gyldigt?

DEBAT: Gymnasieskolernes Rektorforening kritiserer Altinget | Uddannelses artikel om, at EUD-direktører og gymnasierektorer ønsker et højere karakterkrav til gymnasierne.

Af Anne-Birgitte Rasmussen
Formand for Gymnasieskolernes Rektorforening

"EUD-direktører og rektorer ønsker højere karakterkrav til gymnasiet". Sådan lyder budskabet fra Altinget | Uddannelse, efter de har gennemført en rundspørge blandt erhvervsuddannelsesdirektører samt gymnasierektorer.

Ovenstående citat viser et klart budskab om, hvad gymnasierektorerne måtte mene om karakterkravene. Alligevel sidder jeg tilbage med en undren og et savn efter evidens for netop denne udtalelse.

Går man ind i tallene bag rapporten, viser det sig, at kun 55 af gymnasierektorerne har besvaret spørgeskemaet, hvoraf 40 procent af disse mener, at der skal højere adgangskrav til gymnasierne. 55 besvarelser ud af 157 mulige svarer til en besvarelsesprocent på 35 - det vil sige ca. en tredjedel af gymnasierektorerne.

40 procent ud af 55 besvarelser giver i alt 22 gymnasierektorer, der mener, at karakterkrav er en god ide. Der er altså 22 rektorer ud af de i alt 157 gymnasierektorer, som rundspørgen er sendt til, som vi med sikkerhed ved mener, at der bør indføres højere karakterkrav. Altinget | Uddannelse mangler derfor besvarelser fra 102 gymnasierektorer, men vælger alligevel at anvende data fra undersøgelsen.

Her undrer det mig, hvordan Altinget | Uddannelse, som ellers er et grundigt medie, der plejer at anvende saglige kilder, kan godtage 22 personer som grundlag for en så markant overskrift og i det hele taget som baggrund for en hel artikel.

Vi er i Gymnasieskolernes Rektorforening ikke modstandere af, at man undersøger sagers forhold gennem brug af undersøgelser og spørgeskemaer - vi gør det selv og bakker op om, at udsagn baseres på fakta frem for myter. Men når dataindsamlingen er så godt som ubrugelig, bør det ikke anvendes til at skabe overskrifter, der giver et direkte fejlagtigt billede af en sags karakter.

Det er fuldstændigt forfejlet at konkludere, at rektorerne ønsker højere adgangskrav til gymnasiet på baggrund af 22 personers tilbagemelding, og vi håber, at Altinget | Uddannelse vil kigge mere kritisk på data næste gang, der skal skrives artikler.

Forrige artikel K: Inklusion er blevet en spareøvelse K: Inklusion er blevet en spareøvelse Næste artikel BKF: EUD-Reformen er kun et skridt på vejen BKF: EUD-Reformen er kun et skridt på vejen