GL: Nedskæringer og reform er en farlig cocktail

Af Annette Nordstrøm Hansen
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening

Til foråret indleder regeringen forhandlingerne om en ny reform – eller justering – af gymnasieuddannelserne med Folketingets partier. Det fundament, forhandlingerne og en senere implementering af et eventuelt resultat hviler på, er en dyster virkelighed med massive nedskæringer og lærerfyringer på landets gymnasieuddannelser.

Nedskæringerne på 2 procent i bevillingerne i 2016 er fulgt op af yderligere besparelser i 2017 på 3,5 procent på de almene gymnasier, som går til at finansiere reformen af erhvervsuddannelserne. Hertil skal lægges, at regeringen varsler yderligere nedskæringer i finanslovene for 2017, 2018 og 2019 på 2 procent hvert af årene.

Det siger sig selv, at nedskæringer i disse størrelsesordener ikke kan undgå at påvirke uddannelsernes kvalitet. Mest direkte slår det igennem ved, at færre lærere får mindre tid til at forberede undervisningen og give feedback til eleverne.

Reform og besparelser
Kombinationen af politiske bestræbelser på at styrke gymnasieuddannelserne i en (justeret) reform og massive nedskæringer i sektoren er en sprængfarlig cocktail, der på alle måder kan kuldsejle nok så gode intentioner for gymnasieuddannelserne. Man behøver blot at kaste et blik på folkeskolen, her er der intet godt kommet ud af at koble en skolereform med store besparelser.

Frustrationer og mistillid er uundgåelige følgesvende i enhver øvelse af den slags, og dem tager det ganske lang tid at overvinde.

Hvis regeringen og forligskredsen bag gymnasiereformen mener det alvorligt med en styrket kvalitet, er de nødt til at tage de bebudede nedskæringer i finansloven for 2017 og de kommende år af bordet. Her hjælper forsøg på beroligende spinkommunikation ikke, den preller af og bliver til et stort tomt hylster, når den afsløres.

Det så vi i regeringsretorikken om de kornfede uddannelsesinstitutioner og besværgelsen om, at ungdomsuddannelserne har fået mere i tilskud siden 2008. Regeringen glemte at fortælle, at elevtallet i samme periode er steget,  hvilket er forklaringen på stigningen i tilskuddet.

På samme måde med regeringens spin om, at Danmark indtager førstepladsen i OECD, når det gælder udgifter til uddannelse. I den opgørelse indgår udgifter til børnehaver, hvor Danmark bruger betydeligt flere penge end lande, vi normalt sammenligner os med. Sorterer man tallene for udgifter til børnehaver fra og alene sammenligner ungdomsuddannelserne på tværs af lande, indtager Danmark 11. pladsen på OECD's liste over udgifter til uddannelse opgjort på andelen af BNP.

Under OECD-gennemsnit
Men ser vi på udgifter til uddannelse pr. elev i forhold til vores velstandsniveau, bruger Danmark færre penge end gennemsnittet i OECD. Det fremgik af en undersøgelse fra tænketanken Kraka, som blev offentliggjort 7. januar. Blandt de 34 medlemslande i OECD indtager Danmark en placering som nr. 24 efter lande som Slovenien, Italien, Mexico og Tjekkiet.

Det skorter altså ikke på dokumentation for, at investeringerne i ungdomsuddannelserne ikke matcher regeringens skønmaleri. Fortsætter nedskæringerne, sætter vi kurs mod en endnu værre rutsjetur ned ad OECD-listen. Det har vi ikke råd til.

Samfundet har vi brug for gode uddannelser og dygtige unge. De skal blandt andet være med til at sikre de danske virksomheders konkurrenceevne. Derfor kan regeringen ikke på samme tid både styrke kvaliteten og fjerne massive økonomiske tilskud til gymnasieuddannelserne.

debat@altinget.dk