GL: Erhvervsuddannelser er ikke svaret på alt

DEBAT: Erhvervsuddannelser er ikke svaret på alt, som Venstre udtrykker det, men en del af svaret på at få flere i uddannelse. Alle ungdomsuddannelserne må medvirke til at løfte opgaven, lyder det fra formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, Annette Nordstrøm Hansen. 

Annette Nordstrøm Hansen
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening

Det er Venstres ambition, at flere unge skal have en uddannelse af høj kvalitet, som de efterfølgende kan bruge. Denne intention kan man ikke være uenig i.

Til gengæld er jeg ikke enig i, at ”erhvervsuddannelser er svaret” på alt – og at ”Venstres uddannelsespolitik stemmer overens med virkelighedens verden,” som Venstres børne- og undervisningsordfører Anni Matthiesen giver udtryk for i Altinget 26. januar 2016.

Jeg tror, vi må erkende, at den sædvanlige uddannelsespolitiske paradedebat skal til at skifte spor. Vi må se Danmark med nye briller og erkende, at vi står i en ny situation – og dermed erkende, at virkelighedens verden er en anden.

Ikke kun brug for faglærte
Der kommer rigtig mange nye danskere til i disse år, og vi skal samtidig huske, at hver femte danske unge i dag ikke får en ungdomsuddannelse.

Både de nye danskere og de unge danskere, som i dag ikke får en ungdomsuddannelse, skal vi have med på uddannelsesvognen. Det er den største uddannelsespolitiske udfordring, der skal løses nu.

Uddannelse er den bedste integration og den bedste vej til en god hverdag med et godt arbejdsliv. Og her kan erhvervsuddannelser være en del af svaret. Men alle ungdomsuddannelserne må medvirke til at løfte opgaven.

Anni Matthiesen hæfter sig ved, at Danmark kan komme til at mangle 90.000 faglærte i 2030, men fremskrivningerne viser også, at der i 2030 kommer til at mangle 100.000 med korte og mellemlange videregående uddannelser, som det kræver en gymnasieuddannelse for at blive optaget på. Billedet er således ikke så forenklet, som Matthiesen fremstiller det.

Frit valg
Jeg tror, at det er vigtigt at tænke sig rigtig godt om i den kommende tid og forholde sig til den nye virkelighed, Danmark står i. Jeg håber, at de kommende trepartsforhandlinger vil anlægge en holistisk tilgang og ser en fremsynet uddannelsespolitik som en del af løsningen.

Man må ikke ekskludere unge fra muligheden for at tage en uddannelse. Alle unge skal inkluderes, og med den rette støtte og vejledning skal alle unge have mulighed for at tage den ungdomsuddannelse, der er den rette for den enkelte. Det kan være sig en erhvervsuddannelse eller en gymnasieuddannelse (hf, hhx, htx eller stx), afhængigt af den enkeltes kompetencer og motivation.

Det må ikke være et politisk mantra med udgangspunkt i fortidens industribillede, der styrer Danmarks uddannelsespolitik, men en fremsynet uddannelsespolitik, som giver alle unge de rette kompetencer til at bidrage til samfundet.

Forrige artikel Virksomhed: Lærlinge skal være en gevinst, ikke en byrde Virksomhed: Lærlinge skal være en gevinst, ikke en byrde Næste artikel FTF: HF skal styrkes men må ikke begrænse FTF: HF skal styrkes men må ikke begrænse