Friskolelærere: Det er skidt for læreruddannelsen at blive kaldt en velfærdsuddannelse
Igen i år har læreruddannelsen fået for få ansøgere. Måske årsagen er, at faget mister sin identitet, når det omtales som en velfærdsuddannelse, skriver Rikke Josiasen.
Hvis nogen undrer sig over, at for få unge vælger velfærdsuddannelserne, er det måske, fordi ingen ved, hvad det er. Der er ingen identitet i en sammenkogt ret, som velfærdsuddannelserne jo egentlig er.
Jeg er sikker på, at det ikke gør noget godt for læreruddannelsen, at den omtales som en af velfærdsuddannelsen. Og jeg tvivler på, at det gør noget godt for nogle af de andre uddannelser. For hvem ønsker at være velfærdsarbejder? Det giver meget mere mening og identitet at være lærer, pædagog, sygeplejerske og så videre.
Jeg forstår ikke, at vi ikke bruger mere tid på at snakke om de konkrete uddannelser, det handler om. Jeg har aldrig ønsket mig en velfærdsuddannelse, eller for den sags skyld en professionsuddannelse. Jeg læste til lærer, fordi jeg gerne ville være lærer. Et ret dejligt job i parentes bemærket.
Ledige pladser
Det er dejligt at se, at interessen for læreruddannelsen steg lidt – måske, fordi der starter en ny læreruddannelse i år. Det er virkelig godt. Ærgerligt er det til gengæld, at antallet af optagne alligevel faldt, og at der på flere læreruddannelser er ledige pladser.
Jeg forstår godt, at mange gerne vil være lærer. Det er et spændende job med mange muligheder. Forhåbentlig giver den nye læreruddannelse de unge mennesker det, der skal til, for at de føler sig rustet til opgaven, når de møder ind på deres første job i skolen.
{{toplink}}
Ét er, at vi gerne så endnu flere søge mod læreruddannelsen, men næsten endnu vigtigere er det jo at fastholde dem på arbejdspladserne på lang sigt.
Mit lærerhjerte banker stadig for faget, selvom det er 37 år siden, at jeg selv begyndte på læreruddannelsen. Når jeg fortæller unge mennesker det, er det første spørgsmål ofte, om ikke det har været kedeligt, at lave det samme i så lang tid.
Men det er helt forkert at tro, at lærerjobbet behøve at være det samme hvert år eller hele livet. Man kan sagtens være lærer på forskellige måder, og man er i høj grad selv herre over udviklingen.
Fejlen findes i kommunikationen
Jeg startede som sløjd- og matematiklærer. Senere fik jeg mulighed for at tage et ekstra linjefag i fysik/kemi, og da elevernes efterspørgsel på mange sløjdtimer forsvandt, blev jeg sylærer. Mange flotte gallakjoler så dagens lys i mit sy-lokale. Lærerjobbet kan altså udvikle sig, og opgaven som underviser og rollemodel ændrer sig også undervejs.
Mine kolleger har specialiseret sig i andre vigtige opgave undervejs som eksempelvis studievejleder og læsevejleder.
Ud over at undervise og hjælpe eleverne til basale færdigheder, handler det i høj grad også om elevernes dannelse, samvær og relationer.
Lærerjobbet er verdens bedste. Så når vi igen i år oplever, at læreruddannelsen får færre ansøgere, end vi håbede på og har brug for, kan det ikke skyldes jobindholdet. Måske er der i stedet noget galt med kommunikationen. Måske mister faget sin identitet, når det omtales som en velfærdsuddannelse og et velfærdsfag. Måske bliver lærerfaget mindre appetitligt, når det skal være det tredje krydderi i professionshøjskolernes sammenskudsgilde.
Aktører: VEU-systemet bør tilpasses arbejdsmarkedets forandringer
Aktører: Erhvervsskolerne skal levere en højere minimumsstandard for bæredygtighed
