Forskere er skeptiske over for forudsigelse om 99.000 manglende faglærte

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) konkluderer i en ny rapport, at ”Danmark mangler 99.000 faglærte i 2030”. Det er dog meget svært at spå om, siger to garvede forskere.

Om blot ni år vil Danmark stå med kæmpe mangel på faglært arbejdskraft, mens der vil være et stort overskud af både ufaglærte og akademikere.

Sådan lyder hovedkonklusionerne i en ny analyse fra AE.

Konklusionerne har fået både beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til at ”skælve”.

Men hvor bogstaveligt skal man tage forudsigelsen om, at Danmark mangler 99.000 faglærte i 2030?

Det har Altinget Uddannelse spurgt forskningschef i Rockwool Fonden, Jan Rose Skaksen, og CBS-professor Niels Westergård-Nielsen om.

Svaret fra de to lyder grundlæggende, at selvom AE fagligt har lavet et godt stykke arbejde, så er der god grund til at være skeptisk over for fremskrivningen.

Udvikling
Ifølge forskerne er det relativt simpelt at fremskrive, hvad der uddannes inden for og hvem, der kommer ind og ud af arbejdsstyrken.

Men det er meget svært – som AE har forsøgt – at forudse, hvilken arbejdskraft, der bliver behov for i fremtiden.

Her er der en lang række ubekendte, som hurtigt kan ændre sig, forklarer forskerne.

Det gælder eksempelvis i forhold til den teknologiske udvikling.

”Frem mod 2030 sker der givetvis store teknologiske fremskridt. Digitalisering kommer formentlig til at spille en større rolle. AE fremhæver blandt andet, at der kommer stor mangel inden for kontor og handel. Men hvordan kommer verden til at se ud inden for kontor og handel i 2030? Det er virkelig svært at gætte på,” siger Jan Rose Skaksen og uddyber:

”Se bare på handelsområdet lige nu, hvor corona har lært os alle handle ind på nettet. Hvor mange fysiske forretninger overlever? Der er en helt masse forhold relateret til ny teknologi, som er svære at gætte på.”

Niels Westergård-Nielsen fremhæver også detailhandlen. Det er nemlig et eksempel på, hvordan behovet for arbejdskraft i en branche hurtigt kan ændre sig markant.

”Detailhandlen er i høj grad flyttet fra ’main street’ til ’mail order’. Det betyder, at der bliver brug for en helt anden type mennesker. Nu er der brug for flere it-folk og for flere ufaglærte til at pakke ordrerne, ligesom der skal ansættes flere i hele logistiksektoren. Der sker et skifte i behovet for arbejdskraft inden for det samme område.”

Tilpasning
Både Niels Westergård-Nielsen og Jan Rose Skaksen fremhæver derfor også ”tilpasning” som et afgørende begreb i debatten om fremtidens behov for arbejdskraft.

Både virksomheder og de enkelte medarbejdere tilpasser sig nemlig i høj grad til den arbejdskraft, der er til rådighed.

”Man kommer let til at betragte verden alt, alt for statisk. Virksomhederne har meget fleksibilitet i forhold til at indrette sig efter den type arbejdskraft, der nu engang er til rådighed. Samtidig kommer opstarten af nye virksomheder også til at hænge sammen med den type arbejdskraft, der er tilgængelig. Den slags forhold er jo slet ikke regnet med i fremskrivningen,” siger Jan Rose Skaksen.

Han mener derfor, at AE har strammet sit sprogbrug en tand for meget.

”Det er nyttigt at lave regnskaber under forskellige antagelser. Det kan vi kun blive klogere af. Men jeg vil anfægte sprogbruget, når AE taler om arbejdskraft, som kommer til at mangle. Jeg tvivler på, at det er noget, vi kommer til at opleve som en decideret mangel. Jeg ville nok ikke være så bekymret, som det her ellers lægger op til,” siger Rockwool Fondens forskningschef.

Niels Westergaard-Nielsen supplerer:

”Vi lavede selv en lignende fremskrivning i 2006, og vores resultat var stort set af samme art. Det giver mening at lave, hvis man kan se nogle mismatch-problemer nu og i fremtiden. Men når man så når frem til 2030 eksempelvis, så vil verden jo have tilpasset sig, og så er det svært at sige, om man fik ret eller ej. Hvis der kommer færre faglærte end vi nu tror, der skal til, så tilpasser verden sig til det.”

Det ukendte ukendte
Ét er teknologi, hvis udvikling nok er svær at forudsige.

Men derudover er der også det, som USA’s tidligere forsvarsminister, Donald Rumsfeld, formentlig ville kalde ”unknown unknowns”.

Det kunne eksempelvis være en finanskrise, som i 2008 ændrede forudsætningerne for den fremskrivelse, Niels Westergaard-Nielsen og hans kollegaer havde lavet i 2006.

”Der kommer hele tiden nogle stød i økonomien, som man ikke kan tage højde for,” siger Niels Westergaard-Nielsen.

Han peger samtidig på nogle relativt nye tendenser i Danmark, som man skal være opmærksom på, når man gætter på arbejdsmarkedets fremtidige behov:

”Vi oplevede i Danmark længe en afindustrialisering, hvor ressourcer gik fra industri til serviceerhverv. Den udvikling er stoppet i de senere år, og efter finanskrisen er industriproduktionen igen vokset. Det er sket med et mindre antal personer i arbejdsstyrken. Så der er nogle mega-trends, som går i nye retninger. Derfor er det meget svært at sige, om der bliver for få eller for mange i bestemte grupper.”

Ingen tegn i lønningerne
Svaret på, om AE’s fremskrivning holder stik, må vi vente nogle år med at få.

Men skulle Jan Rose Skaksen allerede nu give sit bud, mener han særligt at ét forhold taler imod den.

”Hvis man rent faktisk forestillede sig, at der kommer til at mangle 99.000 faglærte, hvad ville der så ske? Jo, så ville lønningerne begynde at reagere rundt på de forskellige typer af arbejdskraft. Lønningerne på faglært arbejdskraft ville begynde at vokse i forhold til andre lønninger. Det har man faktisk ikke set.”

”Der er ingen som helst tendens til, at lønningerne på faglært arbejdskraft vokser i forhold til andre typer arbejdskraft. Hvis man tror bare en lille smule på markedskræfter, så burde det i alt fald være et tegn på, at noget er under opsejling. Det er der ikke,” siger han og afslutter:

”Analyser af, at der kommer til at mangle forskellig arbejdskraft, kan man finde langt tilbage i tiden. Men hvornår har man oplevet, at der simpelthen har stået en kø af virksomheder, som har manglet nogle? Det kommer man ikke til at se.”

Forrige artikel Ugerevy: Genåbning, faglærte og FGU-fravær Ugerevy: Genåbning, faglærte og FGU-fravær Næste artikel Denne uge: En byge af samråd og spørgsmål venter Rosenkrantz-Theil Denne uge: En byge af samråd og spørgsmål venter Rosenkrantz-Theil