VUC-formand om FGU: Kræver bæredygtige uddannelsesmiljøer

REPLIK: Det er afgørende for uddannelseskvaliteten på den nye forberedende grunduddannelse, at man sikrer bæredygtige uddannelsesmiljøer for undervisere og elever, skriver Verner Rylander-Hansen, formand for Danske HF og VUC.

Af Verner Rylander-Hansen
Formand for Danske HF og VUC

Der er mange holdninger til den nye forberedende grunduddannelse, og vi er mange aktører, der spændt (til tider nervøst) afventer, hvordan uddannelsen ender med at se ud, og hvordan den bliver forankret.

Kernen i den nye uddannelse er, at en del af de eksisterende forberedende uddannelsestilbud skal tænkes sammen til en ny samlet uddannelse – FGU – målrettet de unge mennesker, der tidligere har prøvet kræfter med produktionsskoler, VUC og en række andre tilbud.

Det kan der komme noget godt ud af, hvis man ikke gør det halvhjertet.

Hos VUC har vi mange års erfaring i at drive uddannelsesinstitutioner i hele landet – både små og store afdelinger, i større byer og i mere tyndt befolkede områder. Vores erfaring er, at det er helt afgørende for uddannelseskvaliteten, at man sikrer bæredygtige miljøer.

Brug for bæredygtige miljøer
Bæredygtigheden gælder først og fremmest de faglige miljøer. Der skal ganske enkelt en vis volumen til at sikre en tilstrækkelig kritisk masse og dermed solid undervisningskvalitet til gavn for eleverne.

Lærerne på de kommende institutioner skal indgå i faglige miljøer, hvor de kan drive og udvikle en ny samlet pædagogik, der skal binde bro mellem de forskellige spor. Bæredygtighed gælder også institutionsdrift – det gælder både administration og økonomi, som er langt vanskeligere at drive med samme kvalitet i meget små miljøer end i de store miljøer.

På VUC er vi derfor meget opmærksom på, at der fortsat skal være bæredygtige uddannelsesmiljøer, efter en del af VUC’s avu-aktivitet overgår til FGU.

Det er vigtigt at sikre sig en bæredygtig volumen for uddannelsesinstitutionerne i hele landet, hvis vi skal udbyde solid kvalitet til eleverne og et godt fagligt miljø for underviserne. Det gælder både landets VUC’er og de kommende FGU-institutioner.

Forrige artikel Skoleelever: Her er vores ønskeliste til en bedre folkeskole Skoleelever: Her er vores ønskeliste til en bedre folkeskole Næste artikel Forstander: Moderskoler er ikke en gave til FGU Forstander: Moderskoler er ikke en gave til FGU