Erhvervsskoler: Lad fremtidens 10. klasse fokusere på faglighed og anvendelighed

DEBAT: 10. klasse skal være et motiverende uddannelsesforløb i et nyt miljø, fremfor afslutningen på grundskolen. Et nyt 10. klasse-tilbud, som baserer sig på mere praksisorienteret undervisning, kan være fremtiden, skriver erhvervsskoleorganisationer.

Af Ole Heinager og Lars Goldschmidt
Hhv. formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne (DEG-L) og formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG-B)

Det er en rigtig god idé at genoptage arbejdet med at udvikle det skoleår, der skal hjælpe og gøre eleverne fra grundskolen klar til at vælge ungdomsuddannelse.

Og her er vi enige med arbejdsgiverne om, at flere unge ville have stor glæde af at møde praksisfaglighed og undervisningsformer og pædagogik, der peger i retning af en erhvervsrettet ungdomsuddannelse.

Derfor kom DEG også sidste år sammen med de øvrige interessenter omkring 10. klasse med forslag til, hvad der bør kendetegne fremtidens 10. klasse. Eleverne skal opleve 10. klasse som et motiverende uddannelsesforløb i et nyt miljø fremfor som afslutningen på grundskolen.

Der skal være fokus på anvendelsesorienterede og praksisfaglige undervisningsformer, der både styrker elevernes faglige kompetencer og afklarer dem i forhold til valg af ungdomsuddannelse.

Fokus skal være på praktisk anvendelse
Vi lægger os ikke fast på den fysiske placering af 10. klasse, som fortsat skal være et kommunalt ansvar. Men det giver god mening, at fremtidens 10. klasse under alle omstændigheder indgår et tæt samarbejde med erhvervsskolerne, som både har faciliteter/værksteder og erfaring med de anvendelsesorienterede læringsmiljøer. Og vi bidrager meget gerne fra erhvervsskolernes side til udviklingen af den nye 10. klasse.

I foråret kom EVA med en undersøgelse, der viste, at over halvdelen af eleverne i 10. klasse oplever, at de er blevet fagligt dygtigere af det ekstra skoleår, og at de har udviklet sig både socialt og personligt.

10. klasse gav altså mening for dem. Men det fremgik af samme undersøgelse, at hver fjerde elev i en almen 10. klasse har fortrudt, at de har valgt 10. klasse og stort set lige så mange har seriøst overvejet at droppe ud undervejs.

Det fremgik ikke hvorfor, men et nyt 10. klasse-tilbud, som baserer sig på en mere anvendelsesorienteret og projektorienteret undervisning, kunne måske få flere til at føle, at 10. klasse er det rigtige valg.

Forrige artikel Akademikerne: Brug ny karakterskala til opgør med usund præstationskultur Akademikerne: Brug ny karakterskala til opgør med usund præstationskultur Næste artikel Dansk Erhverv: Karaktersystemet er intet columbusæg Dansk Erhverv: Karaktersystemet er intet columbusæg