En vanskelig opgave, der SKAL løses

DEBAT: Erhvervsuddannelsernes udfordringer kan ikke håndteres, med mindre praktikpladsproblemet løses, mener Agi Csonka, direktør i EVA. Men der er også behov for at se på den daglige undervisning på skolerne.

Af Agi Csonka
Direktør, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA)

De danske erhvervsuddannelser står over for store udfordringer. For få unge vælger en erhvervsuddannelse, og for mange af dem, der vælger en erhvervsuddannelse, falder fra igen. Det skaber problemer - ikke blot i forhold til målsætningen om, at 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, men også i forhold til at sikre, at vi i fremtiden råder over den nødvendige faglærte arbejdsstyrke. En af de helt store udfordringer er mangelen på praktikpladser.

I juli 2012 stod ca. 10.000 elever uden praktikplads. Hvis vi skal mindske frafald og spild af gode unge kræfter, bliver vi nødt til at tænke i alternativer til den traditionelle praktikplads. Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) offentliggjorde i 2011 en rapport, der viste, at skolepraktikken ofte er bedre end sit rygte. Op mod 70 % af de elever, som ikke kan få en traditionel praktikplads, vælger at stoppe deres uddannelse.

Men EVA's rapport viser, at de elever, der tager imod tilbuddet om skolepraktik, faktisk er rigtig glade for det. Og størstedelen af de elever, der starter i skolepraktik, får i løbet af uddannelsen en traditionel praktikplads. Løsningen på det aktuelle problem med mangel på praktikpladser behøver altså ikke at være et enten-eller. Man kunne tænke i nye måder at tilrettelægge praktikforløbene på og i nye former i samspillet mellem skolerne og virksomhederne.

Søgning til erhvervsuddannelser slår bundrekorder
Erhvervsuddannelsernes udfordringer kan ikke håndteres med mindre praktikpladsproblemet håndteres. Der er imidlertid også andre udfordringer, der presser sig på. Søgningen til erhvervsuddannelserne slår hvert år nye bundrekorder. Erhvervsuddannelserne bliver valgt fra, fordi de opfattes som mindreværdige i forhold til de gymnasiale uddannelser.

Mange steder bliver det signaleret, at en erhvervsuddannelse er noget, man tager, hvis man ikke kan få en gymnasial uddannelse. Og samtidig er frafaldet på erhvervsuddannelserne stort. Ifølge de seneste statistikker var gennemførelsesprocenten i 2011 blot 52,5.

De danske erhvervsuddannelser står over for en vanskelig dobbeltmålsætning. Af velfærdsaftalen fra 2006 fremgår det utvetydigt, at uddannelserne på den ene side skal være på højt internationalt niveau, være attraktive for elever med gode kundskaber og kvalificere til videregående uddannelse. Samtidig skal de være en realistisk mulighed for elever med ringe forkundskaber og ringe motivation for uddannelse. Det er altså et meget bredt spektrum af elever, som erhvervsuddannelserne skal rumme.

Ingen let opgave
Der har de seneste år været fokus på særlige tiltag for elever med gode forudsætninger, og senest er EUX kommet til - et særligt forløb der kombinerer erhvervsuddannelse og gymnasial uddannelse. Samtidig har der været massivt fokus på at fastholde frafaldstruede elever. Eksempelvis har skolerne arbejdet med lektiecaféer og mentorer, og også grundforløbspakkerne, som EVA evaluerede tilbage i 2009, synes at bidrage til fastholdelse.

Fælles for mange af tiltagene er, at de er af organisatorisk eller særlig pædagogisk art. Men på trods af de mange tiltag er frafaldet stort. Derfor er der også behov for at sætte fokus på kerneydelsen - på det, der foregår i undervisningen hver dag. På hvordan skolen og lærerne griber den svære opgave an at skabe en faglig relevant undervisning, der på daglig basis motiverer den ekstremt brede målgruppe.

Det er ikke nogen let opgave. Men den SKAL løses, hvis ikke vi skal blive ved med at tabe alt for mange helt ud af uddannelsessystemet.

Mød hele Altinget | Uddannelses debatpanel her

Forrige artikel DI og LO kræver reel indflydelse på erhvervsakademierne DI og LO kræver reel indflydelse på erhvervsakademierne Næste artikel Drop nedskæringer af de frie grundskoler Drop nedskæringer af de frie grundskoler