Leder af ekspertgruppe om køn: Drengenes problemer er hele samfundets problem

Den kvindekamp, som Rødstrømpebevægelsen indledte i 1970erne, har muligvis ledt kvindekønnet til sejr, men til gengæld efterladt mændene som både tabere og ligeglade.

Det er det indtryk, man får af debatten om Liberal Alliances nylige valgsejr ved skolevalget, Kasper Møller Hansen og Rune Stubagers bog "Partiledernes kamp om midten" med mere.

Og at alt for mange mænd er endt på samfundets skyggeside, er ubetvivleligt. For, som vi ved, klarer et stigende antal unge mænd sig rigtig skidt i uddannelsessystemet, varetager risikofyldte møgjobs på arbejdsmarkedet, og når aldrig at blive rigtig gamle.

Hvis der var en kønskamp, må man sige, vé de besejrede.

{{toplink}}

Vender problemerne indad

Men retorikken om tabere og vindere hviler på en antagelse om, at den enes gevinst er den andens tab, og det går ud over de mange mænd, der faktisk kunne have glæde af mere ligestilling.

Professor i idéhistorie Mikkel Thorup peger i bogen "Mange Mænd" fra 2023 på, at profilen på de mænd, der klarer sig dårligst i tilværelsen, ikke bare er betinget af køn, men også af socialklasse. Til gengæld er køn altafgørende dér, hvor de sociale forandringer manifesterer sig tydeligst.

Det er en mixtur, der præger et stigende antal unge mænd, særligt fra yderområderne. Det er dem, som ikke deler mange jævnaldrende kvinders trang til at flytte derhen, hvor arbejdspladserne er, uddanne sig og tage for sig af storbyernes uendelighed af tilbud til dem, der kan og vil.

De tilbageblevne mænds krise er kønsbetinget men også social, og skal de rækkes en hjælpende hånd, burde rødstrømpernes gamle slogan nok reformuleres a la: "Ingen kønskamp uden klassekamp, ingen klassekamp…"

Men man får næppe de unge mænd, der har mest behov, til at råbe med, erfaringsmæssigt vender de hellere deres problemer indad, drikker sig ned eller selvdestruerer på anden vis.

Så alle dem, der har stemme, burde gøre det for dem. Mænds sociale, sundhedsmæssige, psykiske, trivselsesmæssige etcetera problemer er ikke bare deres men hele samfundets, og det er forårsaget af strukturelle forandringer og deraf følgende uligheder.

Lave forventninger

Det voksende antal drenge, som klarer sig stadigt dårligere i uddannelsessystemet, er blevet et problem for arbejdsmarkedet og for hele samfundets sammenhængskraft.

{{toplink}}

Ifølge lektor på DPU Laura Gilliam klarer drenge fra den højere middelklasse sig glimrende i uddannelsessystemet, men mange drenge fra mindre privilegerede hjem – heriblandt mange minoritetsetniske drenge – bliver mødt med alt for lave forventninger fra lærer, forældre og kammeratskabsgruppen – og dem opfylder de ved at skifte skolen ud med gaden, hvor de klarer sig som funktionelle analfabeter, bogstaveligt eller socialt.

Så motivet om, at mænds og kvinders interesser er forskellige og modsatrettede er forkert.

Vel har en mindre del af kvinderne på eliteniveau bevæget sig ind på traditionelle mandedomæner og besat flere chefstillinger og bestyrelsesposter end tidligere, men langt flere af dem er jo at finde, hvor de altid har været: I omsorgsfagene, servicefagene og så videre, men nu heldigvis udstyret med flere rettigheder, bedre talepositioner og langt større selvbevidsthed og samfundsmagt.

Kampen for ligestilling mellem kønnene bør tilsvarende rettes mod mændene i bunden af samfundet og uden for arbejdsmarkedet, mod den kvinde eller mand uden stemme, der påtager sig de sundhedsskadelige og risikofyldte møgjobs eller slet ikke finder plads på arbejdsmarkedet eller i samfundet i det hele taget.

Fortsætter vi med at tale om et taber- og et vinderkøn, får vi ikke koblet mændene på ligestillingsdagsordenen, og så vil hverken kvinde- eller mandekønnet stå som vindere.

{{toplink}}

debat@altinget.dk