DEA: Der er brug for en national fremmedsprogsstrategi

Af Nanna Rosenfeldt
EU-konsulent, tænketanken DEA

Regeringen har droppet at indføre en nationalsprogstrategi. Argumentet er, at regeringen hellere vil i arbejdstøjet og iværksætte nogle af de anbefalinger fra arbejdsgruppen for uddannelse i fremmedsprog end at gennemføre en egentlig strategi. Der skal handling til, ikke forkromede papirer, selvom det er stik modsat af, hvad Antorini selv anbefalede, da hun sad i opposition.

I DEA forstår vi ikke, hvorfor Danmark i forhold til danskernes manglende fremmedsprogskompetencer ikke har brug for langsigtede strategiske målsætninger.

For mange enkeltstående initiativer
Problemet er, at vi siden Barcelona-målsætningen fra 2002 har diskuteret og iværksat enkeltstående initiativer. Eksempelvis har man givet kommunerne mulighed for at påbegynde engelsk allerede i 1. klasse, ligesom man på nogle folkeskoler har kørt forsøg med tyskundervisning allerede i 6. klasse. På gymnasieniveau kører forsøg med at introducere arabisk på lige fod med de klassiske fremmedsprog, og der er kommet flere uddannelser til i Danmark, som kombinerer sprog med andre fag, f.eks. økonomi, sådan som det efterspørges i erhvervslivet.

Alligevel bliver danskere stadig ringere til fremmedsprog. Langt størstedelen af danske gymnasieelever kommer igennem uddannelsessystemet med kun et funktionelt fremmedsprog, nemlig engelsk. Og en undersøgelse foretaget for EU-Kommissionen når frem til, at andelen af danskere, som kan begå sig på to eller flere fremmedsprog, er faldet med 8 pct. til 58 procent fra 2005 til i dag.

En sproglig udfordring på mange niveauer
I regeringsgrundlaget står der, at Danmark skal være et åbent land, som bruger de muligheder, globaliseringen giver os. Vi skal have uddannelser i verdensklasse, vi skal blive bedre til eksport, vi skal blive bedre til at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark, og flere danskere skal have job i internationale organisationer. Men det kan vi ikke, hvis vi ikke kan kommunikere med udenlandske forskere eller tyske virksomheder eller kan sende jurister til EU, som ikke kan fransk. Manglende fremmedsprogskompetencer er altså ikke bare en udfordring, man kan placere ét sted. Den spænder fra børnehave til ph.d.-niveau og fra uddannelse til forskning til vores erhvervsliv.

På et samråd med børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) og uddannelsesminister Morten Østergaard (R) om fremmedsprogstrategi onsdag 5. oktober sagde de to ministre, at institutionerne er de bedste til at udføre mange af anbefalingerne fra arbejdsgruppen for uddannelse i fremmedsprog, fordi mange af anbefalingerne handler om dem. Eksempelvis anbefales det, at uddannelserne bliver mere fleksible, så man kan arbejde på tværs af fag og institutioner. Et sådan samarbejde lykkes bare ikke altid uden nationale politiske målsætninger.

Behov for politiske pejlemærker
Hvis institutionerne selv skal løse opgaven, kan det ende med at være institutionspolitik, der driver værket og ikke, hvad der er til gavn for samfundet. Det risikerer at gå ud over institutioner og kommuner, som ikke har nogen personer, der brænder for fremmedsprog. Derimod bliver det op til kommunale og institutionelle ildsjæle at sætte initiativer i gang.

Derfor er der behov for politiske pejlemærker, som kan trække i samme retning og skabe sammenhæng i de mange initiativer, som regeringen påtænker at iværksætte. Strategien vil desuden være en målestok for, hvilke af de konkrete initiativer og aktiviteter, som har været effektive og hvilke, der ikke har. Det er det en langsigtet national strategi kan, samtidig med at den sikrer, at initiativerne lever længere end under den siddende regering.

Erfaringer fra Norge viser, at det virker med en national strategi for fremmedsprog. Så so ein Ding müssen wir auch haben.

debat@altinget.dk