Danske Gymnasier om finansloven: Husk ungdomsuddannelserne
DEBAT: Hvis de planlagte uddannelsesbesparelser på to milliarder kroner gennemføres, vil det uundgåeligt få negative konsekvenser for det samlede ungdomsuddannelsessystem. Så politikerne bør tænke sig ekstra godt om, inden de laver en finanslovsaftale, skriver formanden for Danske Gymnasier.
Af Anne-Birgitte Rasmussen
Formand, Danske Gymnasier
Finanslovsforhandlingerne er ved at gå ind i sin afsluttende fase, og et forlig kan være lige på trapperne. På gymnasierne følges forhandlingerne tæt. Det udspil, der ligger på bordet, er ikke rar læsning. Regeringen vil videreføre omprioriteringsbidraget, som reducerer gymnasiernes budgetter med to procent hvert år frem til 2020.
Besparelser på to milliarder
Danske Gymnasier har på baggrund af Undervisningsministeriets tal opgjort besparelserne for de forskellige ungdomsuddannelser. Alle ungdomsuddannelserne rammes af markante besparelseskrav.
Det almene gymnasium rammes særligt hårdt. Årsagen er, at gymnasierne ud over omprioriteringsbidraget skal finansiere en del af erhvervsuddannelsesreformen, og samtidig flyttes midler fra det almene gymnasium til erhvervsgymnasierne (hhx).
Som tabellen neden for viser, skal der samlet set spares to milliarder kroner i løbet af de kommende år.
Besparelse i forhold til 2015 i millioner kroner | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 |
STX | -135 | -509 | -644 | -764 | -869 |
HF | -25 | -75 | -101 | -126 | -151 |
HHX | -40 | -87 | -129 | -169 | -199 |
HTX | -25 | -59 | -85 | -105 | -125 |
EUD | -150 | -320 | -435 | -545 | -655 |
I alt | -375 | -1049 | -1394 | -1709 | -1999 |
Anm.: Besparelserne skal ses i sammenhæng med de forskellige ungdomsuddannelsers relative volumen.
Kilde: Opgørelsen er baseret på tabel 1 fra svar på spørgsmål 99 (L 192) samt effekten af den ændrede tælledag som følge af gymnasiereformen
Tilførelse i forhold til 2015 i millioner kroner | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 |
STX | 25 | 19 | 44 | 40 | |
HF | 5 | 4 | 9 | 8 | |
HHX | 77 | 75 | 82 | 81 | |
HTX | 4 | 3 | 6 | 6 | |
EUC | 332 | 291 | 128 | 114 | 186 |
I alt | 332 | 401 | 230 | 255 | 321 |
Kilde: Opgørelsen omfatter efteruddannelsesinitiativet, taxameterudligning til hhx, erhvervsskolernes kompensering for omprioriteringsbidraget 2016 (politiforliget) og 2017 (trepart) samt udmøntning af midler til erhvervsuddannelserne.
Besparelserne kommer på en tid, hvor gymnasierne er forpligtede til at implementere en ny reform af de gymnasiale ungdomsuddannelser. Reformen hilser vi velkommen, fordi den forsøger at styrke gymnasiet og dets studenter, men uden finansiering bliver det svært at komme i mål med dens ambitioner.
Tænk jer om, politikere
Danmark klarer sig i dag godt på grund af vores høje uddannelsesniveau. Vi har set, at det på lang sigt er en særdeles god forretning at investere i uddannelser af høj kvalitet. Det gælder både for den enkelte og for samfundet. Gennemføres besparelserne på to milliarder kroner, vil det uundgåeligt få negative konsekvenser for det samlede ungdomsuddannelsessystem. Vi kan derfor kun opfordre politikerne til at tænke sig ekstra godt om, inden de kommer ud gennem den berømte glasdør i Finansministeriet med en aftale om Finanslov for 2017, der beskærer ungdomsuddannelsessystemet med to milliarder.