Uddannelsesaktører: Vi kan ikke behandle os ud af trivselskrisen
Vi skal forebygge mistrivsel, før den udvikler sig til en behandlingskrævende tilstand, skriver Rasmus Kjeldahl, Claus Hjortdal og Elisa Rimpler.
Hvad skal vi stille op med den stigende mistrivsel blandt børn og unge? Det har flere politikere ærligt sagt, at de ikke kender svaret på. De fleste retter per automatik blikket mod psykiatrien, hvor ventelisterne er uoverskueligt lange, når man er ti år og har angst, og hvor ressourcerne ikke slår til.
Trivselskrisen er mere kompleks end som så, og det er afgørende, at mistrivsel ikke reduceres til en diskussion om manglende ressourcer i psykiatrien. At tro, at vi kan behandle os ud af problemerne, er en menneskelig falliterklæring, for så accepterer vi samtidig, at mistrivslen stiger.
Mistrivslen starter allerede i daginstitutionerne, hvor pædagogerne oplever, at et stigende antal børn ikke trives. Og i skolen ser vi, at flere børn oplever ensomhed, stresssymptomer og angst.
Rettidig omhu
Her er vores påstand: Mange af de børn og unge, der ender med at have brug for hjælp i psykiatrien, kunne være hjulpet langt tidligere. De behøvede ikke at få det så dårligt, før vi tog deres mistrivsel seriøst.
Derfor må en afgørende del af løsningen også være at skabe bedre rammer og forudsætninger for børn og unges trivsel. Vi skal forebygge mistrivsel, før den udvikler sig til en behandlingskrævende tilstand.
Både i daginstitutioner, fritidsinstitutioner og skolen har vi oplagte muligheder for at forebygge. Stærke og positive fællesskaber er en af de vigtigste beskyttelsesfaktorer mod mistrivsel – men de opstår ikke af sig selv.
De forudsætter fagprofessionelle, som har tid til omsorg, nærvær og god pædagogik. Så kan vi faktisk spotte børn, der har brug for en ekstra indsats. Vi kan sågar tage børnene i hånden, før de snubler. Og med ressourcer nok til at sætte hurtigt og systematisk ind med helhedsindsatser på tværs af institutioner og PPR, sundhedsplejen og socialrådgivere, så kan vi gøre underværker.
De fleste børn bruger dagligt op mod otte timer i daginstitution eller skole og SFO. Det stiller store krav til de rammer, vi tilbyder dem. Når stadig flere børn ikke trives, er det ikke børnene, den er gal med. De reagerer på de rammer, vi forsøger at passe dem ind i.
{{toplink}}
Vender vi det døve øre til og slækker på den forebyggende indsats, vil vi blive ved med at skulle tilføre nye ekstra ressourcer til psykiatrien. Det er ikke bæredygtigt, hverken menneskeligt eller økonomisk.
Det er uden tvivl rigtig vigtigt, at vi taler om bedre udredning og behandling, når vi taler mistrivsel, for ellers er der børn, der ikke får hjælp. Men vi er lige vidt, hvis vi ikke samtidig sætter ind med mere forebyggelse på almenområdet.
Vi bakker selvfølgelig fuldt op om, at der skal være langt hurtigere og bedre hjælp til alle børn og unge, der har brug for det. Men det er både for dyrt og uden perspektiv, hvis vi kun fokuserer på behandling. Vi skylder børnene at gøre det bedre. Ikke bare at love dem hurtigere behandling, men at sørge for, at færre får brug for det.
VIA: Når vi taler teknologiforståelse, glemmer vi pigerne og pædagoguddannelsen
Skolealliance: Politisk aftale om anbragte børns skoleliv er noget rod
