Formynderiske regler om studietid ved universitetsuddannelserne

Af Palle Rasmussen,
Professor, Aalborg Universitet

De studerende på kandidatuddannelserne ved danske universiteter har travlt. Efter bestået bacheloreksamen har de to år til at tilegne sig en omfattende viden på højt niveau om deres fag. Forløbet slutter med kandidatspecialet, som skal være en grundig og selvstændig behandling af et fagligt emne, men som ligger i meget stramme rammer: De studerende har seks måneder, ikke en dag mere, til opgaven. Hvis de ikke afleverer til tiden, tæller det som et eksamensforsøg.

Alt i alt er kandidatuddannelsen et presset forløb, som ikke levner meget plads til tvivl, eftertanke og nye faglige ideer - og heller ikke til de mange slags personlige vanskeligheder, livet kan indebære.

Begrænsede muligheder for orlov
En af de få muligheder, studerende har for i en periode at mindske presset, er at tage orlov fra studiet. Det giver reglerne mulighed for. Mulighederne er godt nok begrænsede - man skal have bestået første semester på kandidatuddannelsen, og man må ikke have påbegyndt specialet. Orlov indebærer også at man økonomisk skal klare sig selv - man kan ikke få SU og heller ikke sociale ydelser. Men muligheden for orlov er der dog, og den kan være nyttig.

Den kan for eksempel giver lejlighed til at komme lidt til hægterne efter dødsfald i den nærmeste familie eller andre krisesituationer. Eller den bruges til, at man i en periode kan koncentrere sig om et erhvervsarbejde, som man måske kan fastholde efter specialet. Orlov er ikke altid velbegrundet, men det kan være nødvendigt og relevant for studerende og deres videre karriere.

Men den slags smålige hensyn tager staten ikke. For videnskabsministeren og regeringen (og for den snævert økonomiske sagkundskab, som de først og fremmest lytter til) drejer det sig kun om, at de studerende for alt i verden skal afslutte deres uddannelser hurtigst muligt.

Orlov tæller som studietid
Det er begrundelsen for de stramme rammer om kandidatspecialerne, og det er også derfor, man har indført systemet med færdiggørelsesbonus: For hver studerende som gennemfører kandidatuddannelsen til tiden, får universitetet en bonus. Spørgsmålet er så, hvad der ligger i at gennemføre til tiden. Det har jeg sat mig ind i for nylig efter spørgsmål fra nogle studerende. Jeg regnede selvfølgelig med, at hvis studerende har orlov i nogle måneder (og dermed hverken bruger undervisningsressourcer eller SU) kan det ikke tælle med i studietiden.

Men det gør det; Videnskabsministeriets krav til universiteternes indberetning af studietider (de såkaldte myndighedskrav) præciserer, at den eneste form for orlov, som ikke tæller med i studietiden, er barselsorlov. Så hvis man som uddannelsesleder eller lærer ved en universitetsuddannelse gerne vil opretholde uddannelsens økonomiske grundlag, må man altså af alle kræfter søge at forhindre studerende i at bruge deres ret til orlov, uanset hvor gode personlige eller faglige grunde de kan have.

Vigtigt med fleksibilitet
Det er rimeligt nok at undgå for lange studietider ved universitetsuddannelserne. Men hvis uddannelserne skal fungere godt, skal der også være et vist spillerum for, at de studerende kan tilpasse deres uddannelsesforløb til omstændighederne i livet og på arbejdsmarkedet.

I sin iver for at leve op til regeringens ønske om at effektivisere gennemfører Videnskabsministeriet rent administrativt en enøjet og formynderisk politik, som hverken er til gavn for de studerende, for uddannelserne eller for samfundet.

debat@altinget.dk