Kvalitet frem for besparelser
DEBAT: Virksomhedspraktik for ledige kan blive lige så meningsløst som diverse aktiveringskurser, mener Hanne Pontoppidan og fremhæver, at aktiveringen burde styres alene af den ledige.
Af Hanne Pontoppidan,
formand for Uddannelsesforbundet
Skumfiduser og pipfuglekurser. Vi har igen og igen hørt de samme skræmmeeksempler på, hvad ledige skal bruge deres tid på. Derimod har vi ikke hørt om de mange meningsfulde udviklings- og afklaringsforløb, der gennem årene reelt set har flyttet rigtig mange ledige videre mod job eller uddannelse. Hvorfor egentlig ikke?
De seneste måneders mediefokus på håbløse aktiveringstilbud har givet politikere blod på tanden i forhold til at afskaffe de tilbud, der kritiseres. Jeg er ikke fortaler for tåbelige aktiveringstilbud, men jeg er stærk fortaler for at give folk de tilbud, der nu engang virker bedst for dem. De tilbud, der bringer den enkelte tættere på et blivende job.
Den aftale, som regeringen har lavet med Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om nye refusionssatser til forsørgelse og aktivering af ledige, kontanthjælpsmodtagere og personer på ledighedsydelse, går den helt forkerte vej.
Aftalen harmoniserer og sænker refusionssatserne. Den nye aftale giver herefter 50 procent i refusion for forsørgelsesudgifter i perioder med virksomhedsrettet aktivering eller ordinær uddannelse. I perioder med øvrig vejledning og opkvalificering, seks ugers selvvalgt uddannelse eller passiv forsørgelse får kommunerne 30 procent refunderet.
Loft for driftsudgifter
Desuden vil aftaleparterne nu indføre et loft for driftsudgifterne til aktivering på 13.700 kr. pr. helårsperson uanset ydelse. Alt i alt forventes de nye aktiveringsregler at give besparelser på 525 mio. kr. om året.
Et af problemerne ved den nuværende beskæftigelsesindsats er, at den ofte bliver styret af, hvor mange penge kommunerne kan hente hjem. Det, der burde styre aktiveringen, er den enkeltes behov. Udgangspunktet i den aktuelle diskussion burde altså være, at man vil sikre den bedst mulige kvalitet i aktiveringsindsatsen. I stedet har regeringen valgt at gennemføre en millionbesparelse. Det er decideret tåbeligt.
Det glæder mig, at politikerne trods alt fastholder, at ordinære uddannelser fortsat skal udløse den høje refusionssats, men nogle ledige har altså brug for vejledningsforløb, før de kan begynde en ordinær uddannelse. Derfor er det tåbeligt, at politikerne vil sænke satsen til individuelt tilrettelagte kurser. Bevares, vi skal ikke kaste penge efter pipfugle og skumfiduser, men hvad med de gode tilbud om vejledning til folk, som er uafklarede? Folk, som netop har set deres karrieredrømme blive slået til jorden med en fyring? De har brug for vejledning til at komme videre.
Økonomisk incitament
Godt nok bliver de lediges ret til seks ugers selvvalgt uddannelse bevaret, men fremover får ledige begrænset deres muligheder for at vælge relevante tilbud. For eksempel vil store dele af de AMU-kurser, ledige før kunne tage i de seks uger, nu blacklistet. Det er stærkt problematisk, da mange af dem netop førte til jobs.
Det er helt grotesk, at et samfund, der slår sig op på, at 95 procent af os skal have en ungdomsuddannelse og 50 procent en videregående uddannelse, ønsker at ledige skal holdes uddannelsesmæssigt nede. Man beslutter i et hug både at forringe de lediges muligheder for at vælge seks ugers selvvalgt uddannelse, og for at få et aktiveringsforløb, hvor uddannelseselementet er fremherskende. Hvis vi virkelig mener det med de 95 procent og de 50 procent, burde overskriften på en aktiv beskæftigelsespolitik i stedet hedde: Viden vinder verden. Og det burde afspejle sig i den aktiveringsindsats, der igangsættes.
Den enkeltes behov
Kommunerne får nu et økonomisk incitament til at øge den virksomhedsrettede aktivering. Ser vi på virksomhedspraktik i det private, kan det være en fin måde at få ledige tilbage på arbejdsmarkedet. De samme positive erfaringer med praktikforløb i det offentlige er derimod ikke tilstede.
Jeg frygter, at vi vil se 80'ernes aktiveringscirkus gentage sig. At mange vil komme i meningsløse offentlige løntilskudsjob eller virksomhedspraktikker, hvor de reelt set ikke kommer en millimeter tættere på arbejdsmarkedet, men hvor de har sikret den optimale refusion til kommunekassen. Og så er vi jo sådan set ikke kommet ud af stedet.
