It og nye medier vil forandre folkeskolen

DEBAT: Den digitale skole er som en legoklods – så enkel og indlysende, når først man finder ud af, hvordan den fungerer, skriver Jane Findahl.

Af Jane Findahl
Formand for KL's børne- og kulturudvalg
It og nye medier vil forandre folkeskolen. Jeg tror, det bliver den største forandring i skolens historie. Gennem mange generationer har vi forstået skole som undervisning i en bygning med klasseværelser, lærere, der underviser børn, rækker af borde og stole, gange og ringeklokke. Man kan næsten høre og lugte billedet.

I bogen gemte sig viden og magt. Igennem tiden har læsning og uddannelse demokratiseret samfundet og gjort det rigere. Men vi kan gøre det meget bedre. Vi har stadig ikke brudt den negative sociale arv, og kun 80 procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse. Jeg tror, den digitale skole er som et columbusæg. Eller som en legoklods. Så enkel og indlysende, da man først fandt ud af hvordan.

Om få år er skole noget helt andet. Skolen er gået på nettet. Skole er ikke længere afhængig af bygning og klasseværelser. Skole er læring, kommunikation, relationer, forandring, fællesskaber og netværk. Med nye lærer- og elevroller.

It åbner verden
Og hvad har det så med it og nye medier at gøre? Hvad er det, digitaliseringen kan? Hvad er det, børnene og de unge har oplevet, at den kan? Den kan åbne verden på ny! Som bogen for århundreder siden åbnede verden. Først for de få, senere for de mange.

It og nye medier folder læringsrummet ud. Både børn og voksne kan pludselig begynde at lære (sammen) med alle sanser, gennem lyde, levende billeder, tredimensionelle virtuelle miljøer, nygenererede grafer, bobler og andre konstruktioner – og gode gamle bogstaver.

Nysyn på folkeskolen
I KL's skoleudspil Nysyn på folkeskolen stiller vi skarpt på kravet om at digitalisere folkeskolen. Jeg ved, at det er en kæmpe opgave. Den er så stor, at den skal løftes af staten og kommunerne i fællesskab. Det handler ikke først og fremmest om pc’er og white boards. Udfordringen er tilgængelighed med stabile trådløse netværk til mange brugere, som kan klare store mængder af information.

Og så handler det om læringsmål. Om digitale læringsmål. Rejseholdet og regeringen har spillet ud med, at eleverne i fremtiden skal kunne det samme efter ottende klasse, som de i dag skal kunne efter niende klasse. Hvis det betyder, at alle fagenes trinmål for lærernes undervisning skal skrives om og komprimeres, så er det her, jeg råber: Brug dog anledningen!

Det er nu, der er mulighed for at transformere trinmålene for lærernes undervisning til læringsmål for eleverne. Læringsmålene skal være tydelige og lette at forstå for både elever og forældre. Hvordan tror man, forældre kan støtte og bakke op om mål, de ikke kender og forstår? Og målene skal være digitale. De skal selvfølgelig være tilgængelige fra computeren derhjemme, så forældre og børn sammen kan drøfte dem og connecte med net, programmer, spil og andre læremidler, som naturligvis også er digitale.

Ingen skal hægtes af
Man siger, at fremtiden kommer af sig selv, men det gør fremskridtet ikke. Vi skal gøre en indsats. Det vil vi gøre, og det er vigtigt for mig, at alle elever er med. Jeg vil ikke være med til, at elever hægtes af på samme måde som elever gennem århundreder er hægtet af, fordi man ikke lærte dem at læse.

Viden er stadig magt. Men den er ikke længere forbeholdt de få. Skole skal betyde læring for alle. Nettet og det digitale rum skal tilhøre os alle. Kloden rundt. Staten og kommunerne har pligt og ansvar for, at alle børn og unge kan komme til at lære. Så enkelt er det. Netop! 

Forrige artikel Hip hurra for voksenuddannelsen Hip hurra for voksenuddannelsen Næste artikel Tag politisk ansvar for finansloven