Start med partnerskab om specialundervisning
DEBAT: Det kræver en langsigtet omstillingsplan, hvis specialundervisningen i folkeskolen skal forbedres. Regeringen bør derfor i et stærkt fællesskab skabe en ambitiøs plan for folkeskolen, mener Christine Antorini.
Af Christine Antorini
MF, Socialdemokraterne
Ærgerligt, at regeringen har sat et partnerskab om udvikling af folkeskolen i stå. For der er masser at gribe fat i, som en bred kreds af folkeskolens venner har peget på i enighed. Et af de vigtigste og mest oplagte områder er en anderledes måde at gribe specialundervisningen an på.
Op mod 30 procent af udgifterne til folkeskolen bruges til specialundervisning, og 14 procent af alle elever modtager en form for specialundervisning. Nogle elever modtager specialundervisning, fordi de har et konkret fysisk eller psykisk handicap. Andre, fordi de har en adfærd, indlæringsmåde eller opdragelse, der adskiller sig i større eller mindre grad fra gennemsnittet. Det er især den sidste gruppe, der er vokset. KL har beregnet, at hvis stigningen i specialundervisning fortsætter på samme måde, så vil kommunerne anvende flere penge på specialundervisning end på den almene undervisning i 2016. Det dur ganske enkelt ikke. Skal vi løse opgaven om en bedre specialundervisning, kræver det både en langsigtet omstillingsplan og konkrete initiativer her og nu.
Tre vigtige anbefalinger
Vi er i folkeskoleforligskredsen ikke blevet inviteret til møder om fremtidens folkeskole, siden regeringen lancerede sine planer for en bedre folkeskole i et bredt partnerskab tilbage i januar 2011. Vi håber dog alligevel at kunne inspirere med nogle forslag, og vi tager vores afsæt i tre vigtige anbefalinger fra regeringens rejsehold:
Den første anbefaling er, at langt færre elever skal i specielle tilbud ved at føre ressourcer og viden fra den ekskluderende specialundervisning ind i den almene undervisning. Vi er enige, og det giver mulighed for mindre klasser, to-lærer-ordning, mere brug af pædagogisk holddannelse, efteruddannelse af lærere i specialundervisning og dansk som 2. sprog samt etablering af ressourcecentre på skolerne med AKT-lærere, psykolog m.v.
Den anden anbefaling er, at elever i vanskeligheder skal have effektiv støtte. Her foreslår rejseholdet bl.a. flere helhedsskoler og større samarbejde mellem skole og fritid samt samarbejde mellem lærere, pædagoger og andre faggrupper. Vi er enige. Endda så meget, at det ikke kun skal ses som en ny måde at tænke skole i områder med mange udsatte børn, som rejseholdet skriver, men som en helhedsskole til gavn for alle elever. Vi er optaget af, hvordan vi får udviklet fremtidens folkeskole, så den reelt bliver til 'folkets' skole igen med den mangfoldighed, som børn i Danmark repræsenterer.
Den tredje anbefaling er styrket uddannelsesforskning. Det har vi i den grad brug for, og med det netop indgåede forlig mellem regeringen, S, R og DF om globaliseringsmidlerne på forskningsområdet er der for første gang sat midler af til at styrke viden og udviklingsarbejde i et ph.d.-program om pædagogisk forskning. Det skal ske i direkte i tilknytning til lærer- og pædagoguddannelserne på professionshøjskolerne i samarbejde med universiteterne - og videre ud i den enkelte skole og andre institutioner. Lad den nye forskningsindsats spille sammen med en styrket læreruddannelse og efteruddannelse, som rejseholdet også anbefaler. Lærernes kompetencer i klasseledelse og relationsarbejde er afgørende. Herunder også regler for adfærd i klassen. Den undervisningspraksis, der virker ude i virkeligheden, i klasselokalet, skal ind i læreruddannelsen. Lad os få mere læringsledelse i læreruddannelsen.
Ægte partnerskab efterlyses
Vi kan ikke gennemføre denne store og vigtige omlægning af specialundervisningen, uden at nøglepersonerne omkring folkeskolen er med. Lærerne er afgørende medspillere, og her har Danmarks Lærerforening spillet ud med vigtige anbefalinger bl.a. om et bedre specialundervisningsbegreb på sin seneste kongres. Specialundervisningsbegrebet dækker i dag over en bred specialpædagogisk indsats, som rækker fra elever, der i en periode har behov for faglig eller anden støtte i forbindelse med den almene undervisning, til elever med vidtgående behov, der enten får støtte i den overvejende del af undervisningen eller modtager al undervisning på en specialskole.
Vi er enige i behovet for at arbejde med et nyt specialundervisningsbegreb, som indfanger den forskellighed, der er i forskellige elevers behov og samtidig understøtte en mere aktiv og forebyggende indsats. Den del af specialundervisningen, der har en mere forebyggende karakter, og den del, der skal afhjælpe midlertidige vanskeligheder hos børn, og som er knyttet til den almene undervisning, bør i højere grad lovgivningsmæssigt og beskrivelsesmæssigt, holdes adskilt fra den del af specialundervisningen, der foregår i specialklasser, specialskoler m.v.
Det rejser en sidste og ganske vanskelig diskussion nemlig om et nuanceret retskrav for elever til den nødvendige specialundervisning. Man kunne overveje at præcisere i loven, at specialskoler kun er for elever med betydelige handicaps. Elever med for eksempel ADHD, autisme eller andre socio-emotionelle vanskeligheder er ikke pr. automatik en del af målgruppen. En diagnose giver derfor ikke automatisk ret til et bestemt tilbud eller ressourcetildeling. Der skal foretages en individuel vurdering af den enkelte elevs behov - og det er de mål, der opstilles for den pågældende elevs fortsatte tilegnelse af faglige, sociale og emotionelle færdigheder og kompetencer, der er afgørende for indsatsens omfang og den kontekst, i hvilken indsatsen udføres.
Vi kan få langt bedre specialundervisning, der hjælper mange forskellige elever, hvis vi gennemfører en ambitiøs plan i et fællesskab. Hermed en opfordring til regeringen at gribe den bold i et ægte partnerskab.
DI fralægger sig praktikansvaret
